Dansk flyselskab bakker op om Ryanair
Fagbevægelsen skal ikke blande sig, mener luftfartsselskabet Alsie Express, der flyver mellem Sønderborg og København.
Fagbevægelsen skal ikke diktere, hvilke løn- og arbejdsvilkår de ansatte skal arbejde under, mener administrerende direktør i danske Alsie Express.
Fagbevægelsen skal ikke diktere, hvilke løn- og arbejdsvilkår de ansatte skal arbejde under, mener administrerende direktør i danske Alsie Express. Foto:Thomas Lekfeldt/Scanpix/Arkiv


Mens Arbejdsretten er i færd med at afgøre, om LO-fagbevægelsen må indlede en konflikt mod Ryanair i Danmark, melder et mindre dansk flyselskab ud, at de støtter Ryanairs kamp mod tvungen overenskomst, skriver Børsen.

Det irske lavprisselskab Ryanair nægter at indgå overenskomst, der sikrer løn- og arbejdsvilkår for de ansatte. Derfor har fagbevægelsen med LO i spidsen anmodet Arbejdsretten om at afgøre, hvorvidt der kan indledes en konklift og blokade mod Ryanair i Danmark.

Men i Alsie Express bakker den administrerende direktør, Henrik Therkelsen ikke op om LO's sag mod Ryanair:

- Fagbevægelsen skal ikke diktere, hvilke løn- og arbejdsvilkår de ansatte skal arbejde under, siger han til Børsen.

Bedre at sidde over for hinanden

Henrik Therkelsen understreger, at Alsie Express, der er en organisation på under 20 mand, ikke fortjener at blive sammenlignet med Ryanair, men siger til Børsen:

- Vi synes, det er bedre at sidde over for hinanden og aftale, hvad de fælles regler er. Hvad er det, som nogen, der sidder langt væk, kan gøre bedre i vores virksomhed?

For LO er sagen principiel, da det handler om at værne om den danske aftalemodel, hvor arbejdsgivere og fagbevægelse indgår overenskomster, der sikrer rimelige løn- og arbejdsvilkår for de ansatte.

Sagen i Arbejdsretten blev indledt i går. Der er endnu ikke faldet dom.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.