Dansk dansedarling svinet til i byen
Danseren Silas Holst fik en verbal sviner af en nærgående fulderik.
Silas Holst har tidligere vundet konkurrencen Vild med dans to gange.
Silas Holst har tidligere vundet konkurrencen Vild med dans to gange. Foto: BUUR GUNVALD SEBASTIAN/POLFOTO


Dansedarlingen Silas Holst fik noget mere end den liter mælk, han var kommet for at købe, da han søndag aften smuttede i den lokale 7-eleven i Brønshøj. Her blev en fuld mand både nærgående og truende, skriver Vild med dans-stjernen på sin blog, hvor han i detaljer uddyber det provokerende optrin.

- Den unge fyr får øje på mig bag ham i køen og kommer alt for tæt på, lægger armen om min skulder og siger: "Hej Mikkel!", skriver danseren, som fortæller den fulde fyr, at han altså ikke hedder Mikkel.

Manden fortsætter og omtaler nu Silas Holst som "ham dansedrengen fra Vild med dans". Da han for anden gang lægger armen om danseren og samtidig nægter at betale, bliver det for meget for den 32-årige skuespiller.

- Flyt den arm og lad mig være, husker Silas Holst at han siger og fortsætter sin gengivelse af samtalen:

- Fuck dig din klamme danser, lyder svaret fra den fulde fyr ifølge danseren.

Efterfølgende bliver der også råbt af Silas Holst, som sammen med Johannes Nymark og Louise Mahnkopf har datteren Maggie My.

Episoden eskalerer, da den fulde fyr - nu med nyindkøbte Bacardi Breezers og pølsehorn - igen henvender sig til danseren uden for butikken.

- Jeg håber, du får en pik galt i halsen, sure bøsse!, citerer Silas Holst den fulde fyr for, og det var altså dråben.

- Nu skal du høre her - for fremtiden så lukker du røven, når du er så stiv og alligevel bevæger dig udenfor! Og så opfører du dig ordentligt!, lød danserens reprimande til den nærgående fulderik.

Det fik lagt en dæmper på optrinnet, som endte uden værre konsekvenser end de verbale svinestreger.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.