Dansk by: Vi vil være svømmevært for EM
København har budt sig til som vært for svømmernes EM på kortbane i 2017.
København vil være vært for EM i svømning i 2017. Arkivfoto
København vil være vært for EM i svømning i 2017. Arkivfoto Foto: Batareykin/Colourbox/free


I 2013 blev der svømmet om EM-medaljer i Herning, og nu vil Danmark igen være vært for de europæiske kortbanemesterskaber.

Fredag meddeler Dansk Svømmeunion i en pressemeddelelse, at unionen i samarbejde med Sport Event Denmark og København byder på værtskabet for EM på kortbane i 2017 - planlagt til København og den kommende Royal Arena.

- Det europæiske svømmeforbund, LEN, har som led i bud-processen været på besøg i København de seneste døgn med henblik på at drøfte det danske bud og inspicere stævneområdet, lyder det i pressemeddelelsen.

Og ifølge svømmeunionen, så kunne gæsterne lide de planer, de så i København.

- Med det, som vi har set og drøftet i løbet af vores besøg i København, er vi fuldt ud overbeviste om, at Danmark og Dansk Svømmeunion endnu engang vil være i stand til, på imponerende vis, at flytte baren for, hvad der er muligt i forhold til afholdelse af et EM på kortbane, siger Direktør i LEN, Paulo Frischknecht.

Dansk Svømmeunions direktør kunne i 2013 se de danske svømmere vinde ni EM-medaljer på hjemmebane. Hun håber, hun igen i 2017 får lov til at se svømning på højt niveau - i et dansk bassin.

- Vi opnåede stor og værdifuld erfaring ved værtskabet af EM på kortbane i 2013, som vi løftede sammen med værtsbyen, Herning, og Sport Event Denmark. Og vi byder naturligvis på mesterskabet i 2017 med udgangspunkt i erfaringerne fra 2013, siger Pia Holmen.

Det er ventet, at en afgørelse om værtskabet bliver truffet i slutningen af maj.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.