Dansk boldspiller udtages til månedens hold
Michael Krohn-Dehli havde en flot måned i den bedste spanske fodboldrække i februar. Han er på månedens hold.
Danske Michael Krohn-Dehli er udtaget til midtbanespiller på månedens hold, som den spanske ligaforening har lavet.
Danske Michael Krohn-Dehli er udtaget til midtbanespiller på månedens hold, som den spanske ligaforening har lavet. Foto: Darko Vojinovic/AP


Den danske fodboldspiller Michael Krohn-Dehli har gjort det så godt for sin spanske klub Celta Vigo, at han er udtaget til midtbanen på månedens hold.

Det er den spanske ligaforening, LFP, som har udtaget holdet.

LFP har offentliggjort holdet på sin hjemmeside onsdag, og Michael Krohn-Dehli er i selskab med blandt andre Lionel Messi, som scorede seks mål for FC Barcelona i februar.

Om Michael Krohn-Dehli, skriver ligaforeningen umiddelbart efter at have skrevet om Real Madrid-spilleren Isco:

- Også Michael Krohn-Dehli udviser elegance. Den danske spiller er i gang med sin bedste sæson siden han kom til Celta i 2012, og han fortjener en masse hæder for galiciernes gode måned, lyder meldingen.

Med på midtbanen har danskeren Isco fra Real Madrid og Valencias Daniel Parejo - sidstnævnte er med for anden måned i træk.

Messi (FC Barcelona) er desuden udtaget til angrebet sammen med Antoine Griezmann (Atlético Madrid) og Alberto Bueno (Rayo Vallecano).

Fra Celta Vigo er yderligere to spillere udtaget til månedens hold. Det er målmand Sergio Alvarez og forsvarsspilleren Gustavo Cabrell.

Også de to forsvarsspillere fra Valencia Shkodran Mustafi og José Luis Gaya er udtaget til det spændende hold sammen med endnu en Malaga-spiller Roberto Rosales.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.