Danmarks rivaler tager første VM-sejr i flot comeback
Norge var bagud 0-2, men vendte kampen mod Slovakiet og hentede de første tre point til VM-kontoen.
Norge, her i kamp mod Finland, vandt onsdag en vigtig sejr mod Slovakiet.
Norge, her i kamp mod Finland, vandt onsdag en vigtig sejr mod Slovakiet. Foto: Sergei Grits/AP


Det norske ishockeylandshold har haft en hård start på VM i Tjekkiet med tre nederlag på stribe, men onsdag aften var der endelig norsk succes i Ostrava.

Nordmændene var ellers i store problemer undervejs, men leverede et imponerende comeback og besejrede Slovakiet med 3-2 efter slovakisk føring på 2-0 i starten af anden periode.

Dermed henter Norge tre point og rykker forbi Danmark i gruppe B, hvor danskerne nu er næstsidst med ét point. I bunden ligger Slovenien, der endnu ikke er kommet på tavlen.

Det var en stor præstation af det norske mandskab, at spillerne bevarede roen i den oppiskede atmosfære, hvor 8000 slovakker forsøgte at råbe og skrige deres landsmænd til sejr.

Den store norske succeshistorie ved dette VM, det 19-årige backtalent Mattias Nørstebø, blev den store helt ved at score sit holds første og tredje mål med to smældende slagskudsmål i powerplay.

Med til historien om den dårlige norske VM-start hører dog, at holdet har haft et temmelig besværligt startprogram med Rusland, USA og Finland i de tre første kampe.

Nu venter de formodet letteste modstandere, og til dem hører Danmark. Danskerne og nordmændene mødes i et klassisk arvefjendeopgør lørdag aften.

Et stærk comeback så man også i den samtidige kamp i gruppe A, hvor ishockeygiganterne Sverige og Canada tørnede sammen.

Svenskerne startede som lyn og torden og førte 3-0 efter første periode. Canada kom dog flot tilbage og vandt 6-4. Dermed har canadierne maksimumpoint 12 efter fire kampe.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.