Danmark topper listen: Her er de bedste lande at drive virksomhed i
Forbes har for sjette gang ud af 10 mulige vurderet Danmark til at være det bedste land at drive virksomhed i.
Virksomheder som Novo Nordisk nyder godt af det danske erhvervsklima, som ifølge magasinet Forbes er verdens bedste.
Virksomheder som Novo Nordisk nyder godt af det danske erhvervsklima, som ifølge magasinet Forbes er verdens bedste. Foto: Per Fledelius/free


Den amerikanske præsidentkandidat Bernie Sanders sørgede tidligere i år under en tv-debat for, at amerikanerne fik øjnene op for Danmark, da han udpegede det danske samfund som et, USA kan lære af.

Og nu er det så finansmagasinet Forbes, der sætter positivt fokus på Danmark som det bedste land i verden at drive forretning i.

Det betyder, at Danmark altså fastholder sidste års dukseplads og i øvrigt har ligget øverst i seks ud af de 10 år, som listen er blevet udarbejdet.

Undersøgelsen omfatter 144 lande, der er blevet rangeret i 11 forskellige kategorier som innovation, skattetryk og bureaukrati.

Danmark befinder sig i top-20 i 10 af de 11 kategorier. Kun hvad angår bureaukrati er det ikke lykkedes at opnå en topplacering. Her bliver det til en 28.-plads.

Det rakte alligevel til en sammenlagt førsteplads efterfulgt af New Zealand, Norge, Irland og Sverige.

Verdens største økonomi, USA, der seks år i træk er rykket nedad på listen, finder man helt nede på 22.-pladsen.

Tyskland er placeret som nummer 18, Storbritannien er nummer 10, mens Kina ligger nede på 94.-pladsen.

Allerværst vurderes Chad, der er bundskraber i fem af de 11 kategorier, blandt andet på grund af de faldende oliepriser. Også Guinea, Libyen, Haiti og Myanmar befinder sig blandt de fem værste lande at drive forretning i.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.