Dagpenge: Karensdage deler arbejdsgivere og fagforbund
HK og Tekniq er uenige om, hvem der skal betale for en dagpengereform, og om karensdage er løsningen.
HK's formand Kim Simonsen mener ikke, at det er de ledige, der skal betale prisen for en dagpengereform.
HK's formand Kim Simonsen mener ikke, at det er de ledige, der skal betale prisen for en dagpengereform. Foto: HK Presse/HK


Dagpengekommissionen har foreslået, at der fremover indføres to karensdage i kvartalet.

Det vil i praksis sige, at dagpengemodtagere fremover mister to dages dagpenge hver tredje måned, medmindre de har haft arbejde i det foregående kvartal.

Den type finansiering er HK-formand Kim Simonsen imidlertid ikke specielt begejstret for.

- Det kan vi ikke acceptere. Jeg har sagt, at et nyt dagpengesystem, hvor færre falder ud, og flere kommer ind, vil koste flere penge, og det mener jeg stadig.

- Derfor er det mig ubegribeligt, at ledige selv skal betale for de forbedringer, som kommissionen anbefaler, siger Kim Simonsen.

Han mener, at der ligger en politisk opgave i at finansiere de foreslåede forbedringer, uden at pengene skal tages fra de ledige.

- Jeg vil klart anbefale, at politikerne finder pengene. Det var dem, der forringede dagpengesystemet i 2010, og nu må de rydde op efter sig. Det kan aldrig blive de lediges opgave, siger HK-formanden.

Brancheforeningen Tekniq, der har 2800 tekniske installationsvirksomheder som medlemmer, forstår imidlertid ikke fagforbundenes modstand, som helt konkret er kommet til udtryk ved en mindretalsudtalelse fra LO's og FTF's medlemmer i Dagpengekommissionen.

Den siger, at man bør nøjes med tre årlige karensdage, og at resten af finansieringen af dagpengereformen bør findes et andet sted.

- Det er uheldigt, at LO og FTF ikke vil være med til at finde finansieringen og i stedet overlader det til regeringen og et politisk flertal.

- Det lyder lidt som et ekko fra fortiden, når der er lagt op til at drøfte, hvordan dagpengesystemet kan ændres, så man kan få arbejdsløshedsdagpenge i længere tid end to år.

- Man burde drøfte, hvordan vi sikrer, at vi undgår at mange går ledige samtidig med, at erhvervslivet mangler kvalificeret arbejdskraft.

Dagpengekommissionens forslag om at indføre karensdage skal ses i lyset af, at kommissionen fik til opgave at pege på forslag til en reform, der i udgangspunktet ikke kostede ekstra at gennemføre.

Foruden karensdagene har Dagpengekommissionen peget på en lavere dagpengesats for nyuddannede som en mulighed for at finansiere de fremsatte forslag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.