Cykelunion fyrer direktøren efter blot et år i sædet
Per Henrik Brask er mandag blevet fyret som direktør for Danmarks Cykle Union (DCU).
Per Henrik Brask nåede kun et år på posten som direktør for DCU, inden han mandag blev fyret. Arkivfoto.
Per Henrik Brask nåede kun et år på posten som direktør for DCU, inden han mandag blev fyret. Arkivfoto. Foto: Niels Ahlmann Olesen/Scanpix


Danmarks Cykle Union (DCU) har fyret direktør Per Henrik Brask med øjeblikkelig virkning.

Det skriver DCU mandag på sin hjemmeside.

- Bestyrelsen ønsker at nytænke den administrative og sportslige ledelse af DCU. Det sker også som led i den økonomiske genopretningsplan, der kræver, at DCU reducerer organisationens omkostninger og fokuserer indsatserne.

- Vi mener, at vi bedst kan gøre dette ved at se på indholdet og besættelsen af begge stillinger på samme tid, siger unionens formand, Henrik Jess Jensen.

Dermed blev det kun til et år på posten for Per Henrik Brask, som blev ansat i september sidste år for at få styr på unionens skrantende økonomi.

For få måneder siden præsenterede DCU endnu et rødt regnskab. 900.000 kroner lød underskuddet på efter flere år med andre store underskud.

DCU har måttet låne penge af Danmarks Idrætsforbund (DIF), fordi økonomien har haltet gennem flere år.

Selve årsagen til fyringen er endnu ikke meldt ud, men DCU afviser, at den kommer som en konsekvens af de røde tal.

- Vores seneste og løbende økonomirapportering viser, at vi følger genopretningsplanen og realiserer de økonomiske målsætninger. Bestyrelsen holder fokus på at sikre, at kursen bliver fulgt, siger Henrik Jess Jensen.

Den dårlige økonomi hos DCU har fået mærkbare konsekvenser for mange danske ryttere i denne sæson.

Ved det forestående VM midt i oktober er det således kun eliterytterne hos herrer og damer, som får alt betalt i forbindelse med VM-deltagelsen for Danmark.

Ungdomsrytterne må selv spytte i kassen for at komme til VM, og det samme må den danske mester i enkeltstart, Martin Toft Madsen (Almeborg-Bornholm), der til daglig kører på kontinentalniveau.

Han skal selv bidrage med 10.000 kroner for at kunne stille op i sin dannebrogstrøje på VM-enkeltstarten.

Også deltagelsen ved EM 2016 for herrerne blev droppet af DCU, da der ikke var penge til det.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.