Coolio anholdt: Forsøgte at få skarpladt pistol med på fly
Manden bag "Gangsta's Paradise" var kommet gennem sikkerhedskontrollen og sad i flyet, da makker blev fældet.
Coolio under en retssag i Tyskland, hvor han var anklaget for at hjælpe til med røveri.
Coolio under en retssag i Tyskland, hvor han var anklaget for at hjælpe til med røveri. Foto: Kai Pfaffenbach/Reuters


Den kendte amerikanske rapper Coolio er lørdag formiddag lokal tid blevet anholdt i lufthavnen i Los Angeles sammen med en anden person.

Han er tidligere blevet anholdt i samme lufthavn for besiddelse af narkotika.

Ifølge politiet forsøgte manden bag storhittet Gangsta's Paradise med hjælp fra en ledsager at få en skarpladt pistol gennem sikkerhedskontrollen og med på flyet.

Det skriver ABC7.com.

Under gennemlysningen af en 39-årig mands håndbagage blev der opdaget et våben. Sikkerhedsfolkene fastslog, at taskens indhold i virkeligheden tilhørte mandens 53-årige rejseledsager, som allerede var gået gennem sikkerhedskontrollen og om bord på et fly.

Døgnrapporten fra politiet i Los Angeles identificerer den 53-årige som Artis Leon Iveu Jr. - som er Coolios rigtige navn.

Coolio blev fjernet fra flyet og oplyste ifølge politiet, at håndbagagen med pistolen i tilhørte ham. Begge mænd blev anholdt og sigtet for besiddelse af et skarpladt våben, som viser sig at være meldt stjålet.

Coolio har vundet adskillige priser. Blandt andet en Grammy. De senere år har han også optrådt i realityshows og udgivet sin egen kogebog ifølge ABC7.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.