Colombia og Farc underskriver historisk fredsaftale
Latinamerikas længstvarende konflikt er nu formelt afsluttet. Nu skal freden implementeres i Colombia.
Aftalen bliver her underskrevet af Colombias præsident, Juan Manuel Santos, og Farc-leder Rodrigo Londoño i Cartagena på landets caribiske kyst.
Aftalen bliver her underskrevet af Colombias præsident, Juan Manuel Santos, og Farc-leder Rodrigo Londoño i Cartagena på landets caribiske kyst. Foto: Luis Acosta/AFP


Colombias regering og oprørsgruppen Farc har mandag underskrevet en fredsaftale, som skal afslutte et halvt århundredes væbnet konflikt i det sydamerikanske land.

Aftalen blev underskrevet af Colombias præsident, Juan Manuel Santos, og Farc-leder Rodrigo Londoño i Cartagena på landets caribiske kyst.

- I dag oplever vi glæden ved et nyt daggry for Colombia. Dette er et nyt stadie i vores historie - en tid for et land i fred, siger Santos i forbindelse med underskrivelsen af aftalen.

For cirka en måned siden fejrede Colombia landets første fredsdag i 52 år, efter at den colombianske regering og Farc aftalte at lægge våbnene. Det skete efter fire års forhandlinger i Cubas hovedstad, Havana.

Nu er den formelt skrevet under, og så venter en folkeafstemning om fredsaftalen 2. oktober. Meningsmålinger viser, at aftalen vil blive godkendt med et stort flertal.

Konflikten mellem Farc og regeringen har kostet omkring 260.000 mennesker livet, mens 45.000 andre er forsvundet.

- På Farcs vegne vil jeg oprigtigt undskylde over for alle ofrene for de lidelser, som vi måtte have forårsaget i løbet af denne krig, siger Rodrigo Londoño mandag.

Når fredsaftalen træder i kraft, vil Farc begynde at flytte sine krigere fra deres skjul i jungler og bjerge til lejre, som FN får ansvaret for.

Her skal soldaterne ifølge aftalen aflevere deres våben og sluses ind i samfundet.

Ifølge fredsaftalen vil Farc få ti sæder i kongressen indtil 2026 - dog uden stemmeret indtil 2018. Farc kan desuden deltage i valg.

Derefter skal de 7000 tidligere oprørere ud og høste stemmer som alle andre partier. Det har præsident Santos tidligere sagt.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.