Clairvoyanter hjælper i Emilie-sagen: Her vil de lede
Eftersøgningen af Emilie Meng er gået ind i sin sjette uge. Nu etableres der en eftersøgning i Øster Snede.
Emilie Meng bliver nu eftersøgt i Jylland. 
Emilie Meng bliver nu eftersøgt i Jylland.  Foto: Privatfoto efter aftale med familien


Adskillige tips fra clairvoyante og et stort ønske fra jyske borgere om at hjælpe med eftersøgningen af Emilie Meng fører nu til, at frivillige leder efter spor i Jylland.

Det fortæller familiens talsmand, Zuzu Heidelbach, til BT.

Emilie Meng har været forsvundet siden 10. juli, hvor hun sidst blev set meget tidligt om morgenen på Korsør Station.

- Vi får rigtig mange tips fra synske og clairvoyanter. Vi har primært holdt os til Korsør, og det er ikke lykkedes at finde hende endnu. Nu leder vi i Jylland for at finde mulige spor og leder i nogle områder, så vi kan krydse dem af på kortet, siger Zuzu Heidelbach.

Hun fortæller til avisen, at man dog ikke er færdig med at lede i Korsør-området, men at der nu er taget et valg om at følge nogle af de tips der er kommet fra clairvoyante.

Eftersøgning i Øster Snede

Den første koordinerede eftersøgning bliver næste lørdag, 3. september, hvor der skal søges i Øster Snede ved Løsning mellem Vejle og Horsens.

- Jeg bliver nødt til at tænke ud af boksen og bare prøve. Vi har ikke noget at gå efter, så vi bliver nødt til at prøve et eller andet, siger hun.

Signalement

Emilie Meng er 168 centimeter høj og almindelig af bygning og har langt brunt hår.

Hun var iført en en sort langærmet cardigan, en sort blondebluse, blå jeans og og blå puma-sko. Hun bar desuden på en mørk skuldertaske.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.