City-stjerne tvivler på gummiben til Chelsea
Samir Nasri tror ikke på, at Chelsea snubler i titelkampen, som Liverpool gjorde det i sidste sæson.
Samir Nasri (tv) forventer ikke, at Chelsea snubler ved målstregen.
Samir Nasri (tv) forventer ikke, at Chelsea snubler ved målstregen. Foto: Nick Potts/PA WIRE/PRESS ASSOCIATION IMAGES


Manchester City kæmper desperat for at forsvare det engelske fodboldmesterskab, men det ligner en svær opgave, fordi Chelsea har lagt sig solidt i front af Premier League.

Mestrenes franske stjerne Samir Nasri tvivler på, at Chelsea får gummiben i sæsonafslutningen på samme måde, som det skete for Liverpool i sidste sæson.

Her udnyttede City, at Liverpool gik ned til sidst.

- Chelsea er, med al respekt, ikke som Liverpool, der mistede point mod slutningen af sidste sæson. Chelsea er virkelig solide, siger Nasri til Daily Express.

Manchester City er under pres. Chelsea topper Premier League med 56 point, mens Manchester City er nummer to med 49 point.

Onsdag skal Manchester City en tur til Stoke, mens Chelsea får besøg af Everton. Der resterer 14 spillerunder i Premier League.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.