Narkohunden Pablo er blevet stjålet igen. Det bekræfter Østjyllands Politi, der nu iværksætter efterforskningen på ny.
Ifølge Facebook-siden Flyvevåbnet er hegnet til hundegården i nat blevet klippet op. Selvom hundeføreren havde sikret Pablos hundegård med blandt andet ekstra låse, har tyven eller tyvene kunne skaffe sig adgang til Pablo ved at klippe hegnet. Politiet vil dog ikke bekræfte den oplysning.
Pablo forsvandt første gang natten til tirsdag. Hundens ejer Michael Johansen var sikker på, at Pablo ikke selv var sluppet ud.
- Den gik i en aflåst hundegård. Da vi kom ud her til morgen, var døren åbnet, sagde Michael Johansen til TV2 ØSTJYLLAND.
Ved du noget, så kontakt Østjyllands Politi på 114.