Chauffør fik ildebefindende - ramte cyklist på Jagtvej
En 23-årig kvinde er udenfor livsfare, efter at hun fredag eftermiddag blev ramt af en bus i København.


To personer er bragt til Rigshospitalets Traumecenter efter et trafikuheld på Jagtvej i København fredag eftermiddag.

Ifølge vagtchef Carsten Reenberg hos Københavns Politi er der tale om en buschauffør og en cyklist.

- Der sker det, at bussen kører ind over cykelstien og rammer en cyklist. Formentlig har buschaufføren fået et ildebefindende, siger Carsten Reenberg til Ritzau.

Ingen passagerer i bussen kom til skade ved uheldet, og både buschaufføren og den 23-årige kvinde, der blev påkørt, meldes fredag eftermiddag udenfor livsfare.

Uheldet skete på Jagtvej tæt på Østerbrogade, og uheldsstedet var i en periode afspærret, mens politiet foretog sine undersøgelser. Blandt andet har en bilinspektør undersøgt bussen for at sikre, at der ikke var fejl på den.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.