CDU-politiker: Merkel genopstiller som kansler
Regeringstalsmand vil ikke bekræfte oplysning om, at Merkel vil være forbundskansler for fjerde gang i træk.


Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, vil genopstille til en fjerde periode som regeringschef, siger CDU-politikeren Norbert Röttgen til CNN.

- Hun vil stille op som kanslerkandidat, fortæller Röttgen, der er formand for Forbundsdagens udenrigsudvalg.

Men regeringens talsmand, Steffen Seibert, opfordrer tirsdag aften til at slå koldt vand i blodet.

- Forbundskansleren vil, som det så flere gange tidligere er sagt, ytre sig om dette spørgsmål på et egnet tidspunkt, siger han.

Kilder i toppen af Merkels konservative parti, CDU, siger til nyhedsbureauet dpa, at det "næsten kan udelukkes", at Röttgen kender til, hvad der er Merkels planer.

Röttgen bliver af CNN spurgt, om valget af republikaneren Donald Trump som kommende præsident i USA og hans uvilje til at omfavne liberal værdier, vil få Merkel til at påtage sig den opgave på vegne af de europæiske lande.

Det bekræfter han, og det er i den forbindelse, han siger, at Merkel stiller op til en fjerde periode som forbundskansler.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.