Basketballklubben Cleveland Cavaliers har hentet 28-årige Derrick Rose, der skifter til klubben efter at have været uden kontrakt siden sidste sæson.
I Cleveland skal han blandt andre spille på hold med stjernen LeBron James.
Derrick Rose blev kåret til den mest værdifulde spiller, Most Valuable Player, i den nordamerikanske basketliga, NBA, i 2011, men har siden da været plaget af en del skader.
I sidste sæson spillede han 64 kampe for New York Knicks og blev noteret for 18 point og 4,4 assister i gennemsnit per kamp.
Ifølge amerikanske medier har Derrick Rose accepteret en etårig "veteran"-kontrakt, der indbringer ham 2,1 millioner dollar - godt 13 millioner danske kroner.
- Vi er meget glade for at kunne tilknytte en spiller med Derricks kvalitet og erfaring, siger Cleveland Cavaliers' generaldirektør, Koby Altman, ifølge AFP.
- Han kunne have skiftet til en lang række hold, men hans vilje til at vinde fik ham til at skrive kontrakt med Cavaliers, siger han.
Der spekuleres i, at Roses skifte kan betyde, at Cavaliers-stjernen Kyrie Irving er på vej væk fra klubben. Irving har angiveligt bedt holdets ejer, Dan Gilbert, om at bytte ham væk til en anden NBA-klub.
/ritzau/