Canada udspiller Sverige på vejen til VM-semifinale
Canada vandt med hele 6-0 over Sverige i torsdagens kvartfinale ved VM i Rusland. Også Rusland gik videre.
Canadas målmand Emerance Maschmeyer havde en meget rolig aften i buret mod Sverige. Arkivfoto.
Canadas målmand Emerance Maschmeyer havde en meget rolig aften i buret mod Sverige. Arkivfoto. Foto: Ryan Remiorz/AP


De svenske ishockeyherrer plejer at være hård modstand for alle hold, men i torsdagens VM-semifinale havde Canada ingen problemer med at slå rivalen ved VM i Rusland.

Det endte med tenniscifre og en sejr på hele 6-0 til Canada, som absolut ligner et hold, der kan gå hele vejen i turneringen.

Sverige indledte ellers optimistisk, men Canada tog langsomt og sikkert kontrollen over kampen.

Det gav bonus halvandet minut inden første periode sluttede, da Mark Scheifele styrede pucken i mål til 1-0.

Scheifele, der er holdkammerat med den danske VM-spiller Nikolaj Ehlers i NHL-klubben Winnipeg Jets, stod også for assisten ved 2-0-målet, som Mathew Dumba hamrede ind i begyndelsen af anden periode.

Brad Marchand øgede til 3-0 efter passivt svensk forsvarsspil. Sverige tog en timeout, men canadieren Max Domi svarede straks igen med målet til 4-0.

I tredje periode var der gavebod i det svenske forsvar, da Adam Larsson sendte pucken lige hen til Canadas Mark Stone, som helt fri foran mål nemt gjorde det til 5-0.

Derick Brassard fuldendte ydmygelsen med 6-0-mål, og det var en sjælden afklapsning af et demotiveret svensk hold.

I den fjerde og sidste kvartfinale vandt Rusland torsdag aften uden de store problemer med 4-1 over Tyskland.

I lørdagens semifinaler skal Canada nu møde USA, som tidligere torsdag slog Tjekkiet. I den anden semifinale tager Rusland imod Danmarks overmænd fra Finland.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.