Cameron får nødbremse på velfærdsydelser til migranter
En fireårig nødbremse på velfærdsydelser til migranter er det reformkompromis, som Cameron tilbydes af EU.
Den britiske premierminister, David Cameron, får tilbudt en nødbremse på velfærdsydelser til migranter som svaret på det sværeste britiske krav om reformer af EU-samarbejdet.
Den britiske premierminister, David Cameron, får tilbudt en nødbremse på velfærdsydelser til migranter som svaret på det sværeste britiske krav om reformer af EU-samarbejdet. Foto: Colourbox/Free


Den britiske premierminister, David Cameron, ankommer fredag på et hastebesøg i Bruxelles, der har fået ham til at aflyse ellers planlagte besøg i København og Stockholm.

Når Cameron fredag møder EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, vil der ifølge britiske medier ligge et forslag på bordet om en fireårig nødbremse på velfærdsydelser til migranter, der kan trækkes, hvis det britiske velfærdssystem er under ekstraordinært pres.

Det er EU's umiddelbare bud på et kompromis om det sværeste af Camerons fire krav til EU-reformer, nemlig kravet om, at EU-borgere, der kommer til Storbritannien fra andre medlemslande, først kan opnå britiske velfærdsydelser efter fire år.

David Cameron, der har erklæret sig parat til at se på alternative løsninger, hvis de kan nå det samme mål, sagde torsdag aften under et besøg i Skotland, at han glæder sig over, at andre i Europa nu kigger på "stærke alternativer til de forslag, jeg har fremlagt".

Men britiske EU-modstandere har allerede afvist sådan et kompromisforslag som en alt for stor tilbagetrækning fra de oprindelige krav.

I EU er der dog ingen appetit på at kaste sig ud i traktatændringer, og de øvrige EU-lande med Tyskland i spidsen understreger også, at et kompromis skal respektere de europæiske kerneprincipper, som omfatter ikkediskrimination og fri bevægelighed.

I EU er der til gengæld mere velvilje over for de tre andre britiske krav, der handler om at sikre, at landene uden for eurozonen ikke diskrimineres, at forbedre EU's indre marked yderligere til gavn for konkurrenceevnen og at styrke EU-landenes nationale suverænitet.

Efter fredagens møde med Juncker i Bruxelles får David Cameron søndag aften besøg i London af EU-præsident Donald Tusk, inden EU-præsidenten på mandag ventes at sende sit kompromisforslag til de britiske reformkrav til alle EU's stats- og regeringschefer.

Cameron mødes 12. februar med den tyske forbundskansler, Angela Merkel, i Hamburg, og målet er at lande en aftale om de britiske EU-reformkrav på EU-topmødet 18. og 19. februar i Bruxelles.

David Cameron har lovet briterne en folkeafstemning inden udgangen af 2017 om ja eller nej til at blive som medlem af et reformeret EU.

Men de fleste venter, at folkeafstemningen allerede kan komme i juni, hvis det i februar lykkes EU-landene at indgå en aftale om reformerne.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.