Buschauffør fyret: Brugte iPad under kørslen
En passager filmede chaufføren, mens han flere gange surfede på sin iPad.
En buschauffør havde travlt med at surfe på nettet, mens han kørte.
En buschauffør havde travlt med at surfe på nettet, mens han kørte. Modelfoto: Iris


- Der har i dag været en episode med en chauffør, der under kørsel for os, samtidig har betjent et elektronisk device. Vi har brugt lidt tid på at undersøge sagen til bunds, og for os er sagen klar; Den pågældende chauffør er for fremtiden bortvist fra Rødbillet.

Sådan skriver busselskabet Rødbillet på dets Facebook-side, efter det fredag blev afsløret af en passager, at en buschauffør fra Busselskabet Pletten Aps mere end en gang havde surfet på nettet via sin iPad.

Historien ramte BT.dk, hvor Busselskabet Plettens daglige leder, Anders Bonde tog afstand fra hændelsen:

- Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til det. Det er uansvarligt og imod vores firmapolitik, sagde Anders Bonde til BT.

Han ville ikke udtale sig yderligere, før han havde snakket med den pågældende chauffør, men nu har selskabet taget konsekvensen af sagen.

- Vi har sammen med vores faglige organisation drøftet de passende personalemæssige konsekvenser for vedkommende chauffør, og vores samarbejde med vedkommende er bragt til ophør, skriver selskabet i en pressemeddelelse.

Busselskabet Pletten var hyret ind af Rødbillet til turen. Nu vil selskabet skærpe kravene til dets samarbejdspartnere.

- Chaufføren var ikke ansat hos Rødbillet, men kørte for et af de selskaber som vi arbejder sammen med. I vores aftaler med alle vores samarbejdspartnere indskærper vi, at sikkerhed kommer før alt andet. I dette tilfæde har vedkommende derfor tilsidesat både færdselsregler og de strenge interne regler der findes for kontrakter med Rødbillet, skriver Rødbillet videre om sagen på Facebook.

 

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.