BUPL: Problematisk at kommune sætter skoleledere i spidsen for vuggestuer
BUPL mener, det er kritisabelt, at skoleledere på Lolland er blevet sat som chefer for vuggestuer.
Foto: Scanpix


Det går ud over den pædagogiske faglighed og dermed børnene, når skoleledere på Lolland er blevet ansat som overordnede chefer for daginstitutioner. Sådan lyder kritikken fra BUPL.

- Jeg er nervøs for, at man i flere kommuner vil ende med, at det alene bliver én faglighed, som kommer til at løbe med ansvaret for hele børneområdet, siger formand for BUPL's Lederforening, Sanne Lorentzen, til Ugebrevet A4.

- Det er en grotesk beslutning. Det er enormt vigtigt, at man sikrer en flerfaglig ledelse i kommunerne. Når man vælger at sætte skoleledere i spidsen for daginstitutionerne, går man i den stik modsatte retning, siger hun.

Kommunaldirektøren i Lolland Kommune afviser, at det er et problem udelukkende at sætte skoleledere i spidsen for vuggestuer og børnehaver. Han fortæller til Ugebrevet A4, at de nye chefer ganske enkelt var dem, der var bedst kvalificeret til at lede området.

- Jeg går ikke med på præmissen om, at man kun kan være en god leder for et område, som man selv er uddannet indenfor, siger han.

Anja Wollesen, der er næsteformand for BUPL på Lolland, mener at fraværet af pædagoger i ledelsen kan gå ud over børnene. Hver tredje barn på Lolland er udsat, og derfor er det vigtigt at pædagogik prioriteres højt, mener hun.

Politisk er der uenighed om beslutningen. Mens SF kritiserer beslutningen om at ansætte skoleledere, siger Venstres børne- og uddannelsesordfører Anni Matthiesen i en mail til Ugebrevet A4:

- Jeg mener ikke, at vi fra Christiansborg skal gå ind og blande os i, hvordan de enkelte kommuner vælger at organisere deres ledere.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.