Brøndby-træner efter sejr på Heden: Smider ikke bronzen
Brøndby er tæt på at sikre sig bronzemedaljerne efter en 3-2-sejr ude mod FC Midtjylland mandag aften.


Det lugter efterhånden af bronzemedaljer på den københavnske vestegn.

Brøndby sikrede sig mandag aften tre vigtige point til medaljekampen, da de blågule som de første i sæsonen indtog MCH Arena og slog de nykårede danske mestre, FC Midtjylland, med 3-2.

Og målsætningen om at nå tredjepladsen i denne sæson, er efterhånden ved at være så meget indenfor rækkevidde, at cheftræner Thomas Frank godt tør tro på, at medaljen ryger til Brøndby.

- Det ser fornuftigt ud, så selvfølgelig smider vi ikke det her nu.

- Vi er ikke i mål endnu, men vi når vores mål, og det gør vi på søndag, når vi vinder i Randers, siger cheftræneren.

Brøndby-kaptajn Daniel Agger er også glad for, at målet for sæsonen ser ud til at holde hjem.

- Det er målet, og det er bronzemedaljerne, vi er gået efter.

- Vi har troen på det, og med det spil, som vi har vist på det sidste, så skal de gode takter nok fortsætte for os. Der er to kampe tilbage, og der skulle vi også gerne hente nogle point, siger kaptajnen.

Og selvom tredjepladsen er så godt som sikret, er cheftræneren varsom med at kigge på næste sæsons målsætninger.

- Det er helt sikkert godt for vores udvikling af holdet, at vi kan komme til Herning og gå efter sejren og vise noget karakter og attitude.

- Lige nu drømmer jeg bare om at sikre bronzemedaljerne mod Randers på søndag, og så må vi se, hvad vi kan drive det til i næste sæson.

Brøndby kan endegyldigt sikre sig tredjepladsen i Alka Superligaen, når holdet i næste spillerunde gæster Randers FC i en direkte duel om bronzen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.