Brøndby-træner afskriver mesterskabschance
Alexander Zorniger mener ikke, at Brøndby kan hamle op med FC København over en hel sæson.
Teemu Pukki har med ni ligascoringer i denne sæson været med til at gøre Brøndby til tophold, men det rækker ifølge Alexander Zorniger ikke til guld i denne sæson.
Teemu Pukki har med ni ligascoringer i denne sæson været med til at gøre Brøndby til tophold, men det rækker ifølge Alexander Zorniger ikke til guld i denne sæson. Foto: Anders Kjærbye/Scanpix


Den tyske træner Alexander Zorniger har på kort tid forvandlet Brøndby i den positive retning, så klubben med offensivt spil igen har betaget iagttagere.

Med 28 mål i 11 kampe er Brøndby det mest scorende hold i Alka Superligaen, men klubbens mange fans behøver ikke drømme søde mesterskabsdrømme af den grund.

Brøndby ligger nummer to i rækken med fire point op til førerholdet, FC København, og med FCK's kvalitet in mente, tror Zorniger ikke, at Brøndby kan hænge på i længden.

- Dertil har FCK simpelthen for stort et forspring. Når man ser, hvordan de vinder deres kampe, med hvilken kvalitet de gør det, så kan vi godt være med i en enkelt kamp, men ikke over en hel sæson, siger Zorniger til mx.dk.

Tyskeren mener dog, at Brøndby er godt på vej, men der er stadig taktiske finesser at forbedre, inden klubben kan gøres til mesterskabskandidat.

- Det skal være målet, at vi på længere sigt, uafhængigt af trænere og spillere, igen får lagt et fundament, hvorfra man kan kæmpe med om mesterskabet. Men ikke i år. Det er for meget at kræve, og det har man også set, siger han.

Brøndby skal i aktion næste gang på søndag på hjemmebane mod Randers. Derefter venter en landskampspause.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.