Brøndby og Randers får overkommelig EL-modstand
I Europa League-kvalifikationen får Brøndby modstand fra San Marino, mens Randers skal til Andorra.
I alt skal Brøndby og Randers igennem fire runder, før de er klar til Europa Leagues gruppespil. Arkivfoto.
I alt skal Brøndby og Randers igennem fire runder, før de er klar til Europa Leagues gruppespil. Arkivfoto. Foto: LARS POULSEN/POLFOTO


Superligaklubberne Brøndby og Randers har fået en overkommelig lodtrækning til første runde af Europa League-kvalifikationen.

Sidste sæsons nummer tre og fire skal begge møde hold fra lilleputstater.

Brøndby møder Juvenes-Dogana fra San Marino, mens Randers møder Ue Sant Julia fra Andorra.

Med den lodtrækning skal Brøndby gå videre. Sådan lyder den kontante melding fra cheftræner Thomas Frank.

- Dem skal vi altså slå ud. Det er en rigtig god lodtrækning, selv om vi på nuværende tidspunkt ikke har noget kendskab til modstanderen. Men det får vi. Hvis det er muligt vil vi gerne se dem live, siger Thomas Frank til ekstrabladet.dk.

Samme toner lyder fra Randers-sportschef Peter Christiansen.

- Vi skal finde ud af, hvad det er for et hold nu, men vi skal kunne gå videre over to kampe, siger han til bold.dk.

Kampene i første runde spilles allerede torsdag den 2. juli med returkamp ugen efter. Brøndby har hjemmebanefordel i første opgør, mens Randers indleder med en rejse til Andorra.

De to danske klubber var begge seedet til mandagens lodtrækning.

Hvis Brøndby og Randers avancerer, venter der hårdere modstandere.

Brøndby skal enten møde FK Atlantas fra Litauen eller PFC Beroe 1916 fra Bulgarien, mens Randers skal møde svenske Elfsborg eller FC Lahti fra Finland.

I samme runde indtræder også FC København, der skal møde vinderen af Newtown AFC fra Wales eller Valetta FC fra Malta.

I alt er der fire runder før Europa Leagues gruppespil. Først tre kvalifikationsrunder og dernæst den såkaldte playoff-runde.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.