Tidligere mandag købte Brøndby midtbanespilleren Kasper Fisker i Randers FC på en treårig kontrakt.
Nu har klubben hentet endnu en forstærkning til midtbanen, dog kun på en lejeaftale for den kommende sæson.
Brøndby lejer den 22-årige Besar Halimi, der kommer fra tyske Mainz.
Landsholdsspilleren fra Kosovo har været til prøvetræning i Brøndby.
- For os som klub handler en prøvetræning om at se, om en mulig ny spiller kan bidrage til at løfte holdet.
- Besar har uden tvivl potentialet til at løfte os yderligere, men det kræver hårdt arbejde som alt andet her i livet, man ønsker at indfri.
- Besar har tidligere vist nogle åbenlyse stærke offensive kvaliteter, som han nu får chancen for at vise frem i Alka Superligaen, siger Brøndbys sportsdirektør, Troels Bech, til klubbens hjemmeside.
Mainz oplyser på klubbens Twitter-profil, at lejeaftalen ikke indeholder en købsoption.
/ritzau/