Britiske flyvninger er genoptaget fra Sinai
Flyvninger fra Sharm-el-Sheikh genoptages fredag, hedder det i meddelelse fra Downing Street 10.


Storbritannien genoptager flyvninger fra Sharm el-Sheikh efter yderligere sikkerhedsforanstaltninger er på plads, oplyser premierminister David Camerons kontor ifølge Reuters.

- Flyvninger fra Sharm el-Sheikh genoptages fredag, hedder det i meddelelsen fra Downing Street 10.

I meddelelsen hedder det, at passagerer fredag kun må medtage håndbagage.

- Regeringen har efter konsultationer med luftfartsselskaberne besluttet, at flyvninger fra Sharm el-Sheik til Storbritannien vil blive genoptaget fredag. De nye sikkerhedsforanstaltninger indebærer, at passagerer kun må medbringe håndbagage. Anden bagage skal transporteres separat, hedder det.

Storbritannien indstillede flyvningerne onsdag aften. Cameron har gentagne gange understreget, at der ikke var klare beviser for, at en bombe forårsagede flystyrtet, men at det var meget sandsynligt.

- Vi kan ikke være sikre på, at det russiske fly styrtede på grund af en terrorbombe, men det virker stadig mere sandsynligt, at det forholder sig sådan, sagde Cameron torsdag.

Flyvninger fra Storbritannien til Sharm el-Sheikh er fortsat suspenderet, og det britiske udenrigsministerium fraråder alle unødvendige rejser til og fra området.

British Airlines, EasyJet og Monarch siger, at de planlægger i alt 15 flyvninger fredag, hvor der skal hentes en del af omkring 20.000 britiske turister hjem fra Sharm el-Sheikh.

Repræsentanter for den britiske regering blev onsdag sendt til Sharm el-Sheikhs lufthavn for at undersøge sikkerheden.

EasyJet siger, at det planlægger otte ekstraflyvninger. Selskabet siger samtidig, at alle passagerer, som skulle være fløjet til Sharm el-Sheikh i de næste 14 dage, kan få deres penge tilbage eller vælge et andet rejsemål.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.