Britisk regering: Ny brexit-afstemning er udelukket
Parlamentet vil kulegrave brexit-processen, men en ny EU-afstemning kommer ikke på tale, siger Theresa May.
En gruppe britiske parlamentarikere havde tidligere mandag opfordret til en afstemning i parlamentet om Storbritanniens fremtidige relationer til EU. De advarede om, at en hård udtræden af EU, som rammer pundet, vil være "en alvorlig fare. "
En gruppe britiske parlamentarikere havde tidligere mandag opfordret til en afstemning i parlamentet om Storbritanniens fremtidige relationer til EU. De advarede om, at en hård udtræden af EU, som rammer pundet, vil være "en alvorlig fare. " Foto: Brian Bergmann/Scanpix


Den britiske regering siger ifølge Reuters mandag, at det ikke vil være acceptabelt at holde endnu en folkeafstemning om Storbritanniens udtræden af EU. Men parlamentarikerne har en rolle at spille i en kulegravning af hele brexit-processen, mener regeringen.

- Parlamentet vil selvfølgelig debattere og kulegrave processen, mens den foregår. Det er helt nødvendigt og den rigtige fremgangsmåde, siger den britiske premierminister, Theresa May, der er i Danmark mandag.

- Men en ny folkeafstemning eller en folkeafstemning, hvor man forsøger at ændre den britiske befolknings valg, er ikke en acceptabel vej fremad, tilføjer hun.

En gruppe britiske parlamentarikere havde tidligere mandag opfordret til en afstemning i parlamentet om Storbritanniens fremtidige relationer til EU.

De advarede om, at en hård udtræden af EU, som rammer pundet, vil være "en alvorlig fare."

Opfordringen kom, efter at Mays regering var blevet tvunget til en pinlig kovending søndag, da den opgav et krav om, at alle virksomheder skulle offentliggøre en liste med navne på udenlandske ansatte.

Norge opfattes som en mulig model for en "blød" brexit, hvor briterne er ude af EU, men hvor der består stærke økonomiske bånd til EU og fri bevægelighed for personer.

- Vi ønsker en debat i parlamentet....navnlig om vores forbliven i det indre marked, siger Anna Soubry, som er medlem af det konservative regeringsparti.

En ny rapport viser, at hvis Storbritannien bryder fuldstændigt med det indre marked, vil Skotland opleve en økonomisk svækkelse på fem procent svarende til otte milliarder pund over det næste årti.

Den tyske forbundskansler, Angela Merkel, siger, at Storbritannien ikke kan bibeholde sin plads i det indre marked, hvis ikke der løsnes op for immigrationskontrollen. Disse to ting er uadskillelige, siger Angela Merkel.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.