Briter leder efter vikingeblod i Normandiet
Forskere tager dna-prøver i Normandiet i jagten på vikingespor. Lokale frygter, at det kan føre til racisme.
Små 1200 år efter de rigtige vikingers invasion er der formentlig i dag flere vikinger i Normandiet end i Danmark. Ved indkørslen til Normandiet møder man dette symbol på vikingernes invasion.
Små 1200 år efter de rigtige vikingers invasion er der formentlig i dag flere vikinger i Normandiet end i Danmark. Ved indkørslen til Normandiet møder man dette symbol på vikingernes invasion. Foto: CARSTEN INGEMANN/POLFOTO


Omkring 100 frivillige indbyggere på Cotentin-halvøen i Normandiet i Frankrig er gået med til at lade sig dna-teste af britiske forskere fra University of Leicester.

Målet for forskerne er at finde spor i lokalbefolkningen af de vikinger, der i det niende århundrede invaderede Normandiet.

Det franske nyhedsbureau AFP har talt med Richard Jones, en af forskerne, og han fortæller, at formålet er at finde ud af mere om "intensiteten af den skandinaviske kolonialisering" af Cotentin.

Blandt andet vil forskerne finde ud af, om de skandinaviske vikinger giftede sig med lokale eller holdt sig til deres eget skandinaviske blod.

De frivillige er udvalgt blandt en gruppe lokale, der har efternavne af skandinavisk oprindelse, ellers som har forfædre, der var i området i senest det 11. århundrede.

De franske myndigheder har sagt god for forskningsprojektet, hvis data ventes offentliggjort i 2016, men det har ført til løftede øjenbryn her og der.

- Vi er bekymret for, at dette her vil bygge på forestillingen om, at der er ægte normannere og falske normannere, siger Jacques Declosmenil, leder af en lokal anti-racisme bevægelse, til AFP.

- I den nuværende kontekst af xenofobia er det meget farligt. Racister kan bruge det her til at sige, at de ikke har arabisk blod i sig, siger han.

Det afviser forsker Richard Jones imidlertid. Han siger, at forskerne kun undersøger to procent af en persons dna for potentielt at fastslå en skandinavisk forbindelse, som går mere end 10 århundreder tilbage.

- Alt er muligt med de sidste 98 procent, siger han.

På Caen-universitetet lige i nærheden siger professor i middelalderhistorie, Pierre Bauduin, at han har advaret forskerne fra Leicester om, at raceoprindelse i denne tid er et "meget følsomt spørgsmål i Frankrig".

- Det er vigtigt, at resultatet ikke misforstås af nogle, siger han.

Forskerne undersøger i øvrigt også lokale i tre områder i Storbritannien.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.