Brian Holm bliver hos belgiere og får ny supersprinter
Danskeren skilles fra Mark Cavendish, men skal i stedet arbejde med Marcel Kittel hos Etixx-Quick-Step.
Brian Holm fortsætter hos Etixx-Quick-Step.
Brian Holm fortsætter hos Etixx-Quick-Step. Foto: KHAN TARIQ MIKKEL/free


Brian Holm fortsætter som sportsdirektør hos det belgiske cykelhold Etixx-Quick-Step.

- Vi er blevet enige om, at jeg fortsætter på Etixx-Quick-Step i to år mere, siger Brian Holm til TV2 Sport.

- Det er jeg meget tilfreds med. Jeg har været der, siden HTC-Highroad lukkede i 2012. Jeg har talt lidt med nogle andre hold, men i sidste ende så har jeg gjort det, som jeg siger til mine ryttere, at man aldrig må gøre. Jeg har ladet følelserne tale, siger han.

Der har været spekulationer om, at danskeren skulle følge med den britiske sprinter Mark Cavendish til MTN-Qhubeka-holdet.

De to har arbejdet sammen i mange år, men nu skilles deres veje igen. Ganske som det skete, da Mark Cavendish i sin tid var en del af Sky-holdet.

Brian Holm kommer dog ikke til at mangle gode sprintere på sit hold.

Etixx-Quick-Step har mandag offentliggjort, at den tyske supersprinter Marcel Kittel skal køre for holdet fra næste år og to år frem.

Tyskeren, der forlader Giant-Alpecin efter denne sæson, vandt otte etapesejre i Tour de France i 2013-14, hvor han overtog rollen som feltets bedste sprinter fra Mark Cavendish.

- Jeg ser frem til nye udfordringer hos Etixx-Quick-Step, et hold jeg anser for at være et af de bedste i verden.

- Holdet er blandt de, der har den bedste struktur for rytterne, siger Marcel Kittel til Etixx-Quick-Steps hjemmeside.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.