Bortførelse afbryder fredsforhandlinger
Farc-oprørere har bortført general, hvilket har udløst krise i historiske fredsforhandlinger.
Præsident Juan Manuel Santos siger, at der ikke bliver nogen forhandlinger med Farc, før tre bortførte personer er blevet frigivet.
Præsident Juan Manuel Santos siger, at der ikke bliver nogen forhandlinger med Farc, før tre bortførte personer er blevet frigivet. Foto: Francisco Seco/AP


Colombias præsident, Juan Manuel Santos, aflyste mandag fredsforhandlingerne med den marxistiske oprørsgruppe Farc, fordi en general er blevet bortført.

General Ruben Dario Alzata blev bortført søndag eftermiddag sammen med en anden officer og en civil person.

- Forhandlere skulle have været rejst til Havana i Cuba tirsdag til en ny runde af fredsforhandlinger. Jeg er nødt til at sige, at de ikke skal tage af sted, da forhandlingerne er aflyst, indtil disse personer er frigivet, siger præsident Santos.

Generalen og de to andre personer blev taget til fange, da de gik i land fra en båd nær byen Quibdo under et besøg på et energiprojekt, oplyser forsvarsminister Juan Carlos Pinzon.

Fredsforhandlingerne har som mål at bringe en 50 år lang og blodig konflikt til ophør.

Farc - en forkortelse for Colombias Revolutionære Væbnede Styrker - blev dannet i 1964 og var oprindeligt en bondebevægelse, der ønskede jordreformer. Men siden udviklede organisationen sig til et organiseret netværk, som også er blevet beskyldt for at kontrollere en del af narkomarkedet.

Omkring 200.000 mennesker er blevet dræbt under konflikten, og Farc har stået bag talrige gidseltagninger.

Oprørsgruppen, der i dag har omkring 8000 mand under våben, har til dels opgivet bortførelser, men mener, at bortførelser af militærpersoner stadig er legitime, da der ikke er indført våbenhvile.

De colombianske myndigheder sender militær til området, hvor bortførelserne fandt sted og samarbejder med Røde Kors i et forsøg på at få frigivet fangerne.

Farc-ledere har tidligere taget afstand fra handlinger, som er blevet udført af folk længere nede i kommandorækkerne, og de vil måske kunne mindske den nye, spændte situation.

Cuba er mægler i forhandlingerne mellem regeringen og Farc. Forhandlingerne har været koncentreret om jordreformer, bekæmpelse af narkokriminalitet og politisk indflydelse til oprørerne.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.