De hjemlige regler går af med sejren, når dansk lov støder sammen med et princip i EU-retten.
Det har Højesteret slået fast i en dom tirsdag.
Et uskrevet princip i EU-retten om forbud mod diskrimination på grund af alder kan ikke trumfe den danske funktionærlov.
Derfor har dommerne frifundet virksomheden Ajos A/S for at betale godtgørelse på grund af afskedigelsen for syv år siden af en 60-årig medarbejder.
Afgørelsen modtages med klapsalver af Dansk Industri. I en pressemeddelelse kaldes dommen for klog og modig.
- Højesterets dom viser, at hensynet til virksomhedernes og borgernes retssikkerhed vejer tungest, og sådan må det være.
- Det er vigtigt for vores virksomheder, at de har sikkerhed for, at de er på fast grund, når de overholder de danske love, siger advokat Thomas Nielsen fra Dansk Industri.
Der er tale om en klar juridisk streg i sandet, lyder reaktionen fra Institut for Menneskerettigheder.
- Højesteret sætter en opsigtsvækkende grænse for EU-Domstolen. Det vil give genlyd blandt jurister i hele Europa, skriver direktør Jonas Christoffersen på Twitter.
I EU findes et uskrevet princip om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder.
Det står blandt andet i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.
Men ifølge loven om Danmarks tiltrædelse af Den Europæiske Union og dens forarbejder er det slået fast, at charteret ikke indebærer retlige forpligtelser for borgerne.
Derfor slår dommerne i Højesteret bak. De noterer, at de ville "handle uden for rammerne af sin beføjelse som dømmende magt," hvis de besluttede i den konkrete sag at lade det uskrevne princip fra EU vinde over funktionærloven.
Da manden i 2009 blev afskediget af Ajos A/S fra jobbet som salgskonsulent, var han 60 år.
Selskabet fulgte funktionærloven og betalte ikke en fratrædelsesgodtgørelse.
Det skyldes, at der i loven dengang stod, at godtgørelsen bortfaldt, hvis den fyrede oppebar en alderspension, og hvis han var indtrådt i pensionsordningen, før han fyldte 50 år.
Under sagens gang i retssystemet har den afskedigede og hans repræsentanter hævdet, at funktionærlovens regel var i strid med EU-Domstolens praksis - og at sidstnævnte må veje tungest.
Dette fik Sø- og Handelsretten til at dømme Ajos til at betale 143.182 kroner plus renter.
Men tirsdag er Højesteret altså kommet til det modsatte resultat om salgskonsulenten, der i øvrigt døde i 2013.
Boet skal ikke have en krone i godtgørelse.
/ritzau/