Bor du her? Indbrudstyve kan være på vej!
Kender du denne spisestue? Så vil Syd- og Sønderjyllands Politi gerne høre fra dig.
Nydeligt ser der ud ved spisebordet hos den familie, som politiet meget gerne vil høre fra.
Nydeligt ser der ud ved spisebordet hos den familie, som politiet meget gerne vil høre fra. Foto: Syd- og Sønderjyllands Politi


Er det dig og din familie, der plejer at sidde omkring bordet her og spise?

Hvis ja, vil Syd- og Sønderjyllands Politi meget gerne tale med dig.

Politiet har under  en ransagning fundet fotoet (ses nederst i artiklen) af den nydelige spisestue med de dyre Wegner Y-stole og PH-lamperne.

Politiet har en mistanke om, at billedet enten er taget på et gerningssted eller snuppet fra for eksempel en ejendomsmæglerannonce, fordi en tyv planlægger at begå indbrud der. Man vil derfor gerne høre fra den familie, der bor på stedet.

Billedet kan dog også være brugt til at sælge stjålne Y-stole, som er et eftertragtet bytte blandt indbrudstyve, siger Stefan Juhl, Syd- og Sønderjyllands politi til Ekstra Bladet.

Han forklarer, at tyvene udmærket godt ved, at det ser mistænkeligt ud, hvis man forsøger at sælge de dyre, arkitekttegnede stole, når de står gemt væk i en kælder.

Politiet registrerer mange indbrud i øjeblikket og har også en lang liste over gerningssteder, hvor der er stjålet Wegner-stole. Men lokaliteten på billedet har man endnu ikke kunnet identificere.

Politiet håber derfor gerne høre fra dem, der bor i det ukendte hjem. Man kan kontakte Syd- og Sønderjyllands Politi på tlf. 114.


Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.