Bombetrussel tvinger tyrkisk fly til at lande i Canada
Passagerfly med 256 mennesker om bord har afbrudt flyvning mod Istanbul og er landet i Canada.


Et passagerfly fra Turkish Airlines med 256 personer om bord er søndag morgen dansk tid omdirigeret til Halifax i Canada efter en bombetrussel. Flyet er landet, og alle ombordværende er i sikkerhed, oplyser canadisk politi og lufthavnen.

Rute TK2 var på vej fra New York til Istanbul, skriver Canadas politi, RCMP i et tweet og tilføjer, at truslen indløb lørdag klokken 22.50 (søndag klokken 3.50 dansk tid).

Flyet landede sikkert i Stanfield International Airport, skriver nyhedsbureauet dpa med lufthavnen som kilde.

- Turkish Airlines passagerer er i god ro og orden på vej til terminalen på Stanfield. 256 passagerer og besætning om bord. Alle er i god behold, skriver lufthavnen på den canadiske østkyst på Twitter.

RCMP siger, at det har indledt en efterforskning af, hvor truslen kom fra, ligesom politiet forsøger at identificere den eller de personer, der står bag. Flyet gennemsøges af bombehunde, skriver det canadiske politi videre.

Det tyrkiske Airbus A330-fly lettede fra New Yorks J.F. Kennedy-lufthavn klokken 21.03 lokal tid ifølge luftfartsselskabets online rutestatus på nettet, skriver det tyrkiske nyhedsbureau Anadolu.

Det er anden gang inden for få dage, at et fly på grund af en bombetrussel lander uanmeldt i Halifax.

Midt i sidste uge blev to fly fra Air France omdirigeret og tvunget til at lande i nordamerikanske lufthavne. Air France forklarede, at begge fly "blev udsat for anonyme trusler", efter at de var lettet.

De to fly landede i henholdsvis Salt Lake City i den amerikanske delstat Utah samt i Halifax på halvøen Nova Scotia på den canadiske østkyst.

Netop denne weekend finder en stor sikkerhedskonference sted i Halifax.

Sikkerhedseksperter, ledende militærfolk og politikere fra over 60 lande er samlet for drøfte sikkerhedsspørgsmål efter forrige fredags angreb i Paris og denne uges angreb i Mali. Det skriver det canadiske CTV News på sin hjemmeside.

/ritzau/dpa

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.