Bølge af retssager kan ramme Facebook
Nordirsk retssag kan føre til mange sager mod Facebook om nøgen- og sexfoto, vurderer britisk advokat.
Sag om nøgenfoto risikerer at åbne sluserne for andre civile søgsmål mod Facebook og andre sociale medier, siger den britiske advokat Paul Tweed til avisen The Guardian.
Sag om nøgenfoto risikerer at åbne sluserne for andre civile søgsmål mod Facebook og andre sociale medier, siger den britiske advokat Paul Tweed til avisen The Guardian. Foto: Colourbox/Free


En 14-årig pige i Nordirland hiver Facebook i retten for et foto, hvor pigen optræder nøgen, delt på det sociale netværk som hævn.

Pigen fik i september grønt lys ved en domstol i Belfast til at rejse sagen mod den amerikanske tjeneste.

Det kan udløse en flodbølge af sager mod Facebook, vurderer Paul Tweed, som er mediejurist ved advokatfirmaet Johnsons.

- En sag som denne risikerer at åbne sluserne for andre civile søgsmål mod Facebook og andre sociale medier, siger han til avisen The Guardian.

Forældre til den 14-årige siger, at pigen blev afpresset til at udlevere nøgenfotoet. Senere blev det lagt på det sociale medie.

Det blev fjernet af Facebook flere gange efter appel fra familien. Men det blev ikke blokeret fra siden, og det dukkede op igen og igen.

Det amerikanske medie har afvist, at erstatning kan komme på tale.

Facebook siger, at man på alle henvendelser faktisk fjernede fotoet fra det sociale netværk.

Facebooks politik forbyder deling af foto af nøgne mennesker. Mediet foretager en rutinemæssig søgning efter nøgenfoto, der så fjernes.

Det britiske advokatfirma Brett Wilson har ført flere sager om misbrug af billeder på det sociale medie.

- Der er en udbredt følelse af, at Facebook ikke gør nok for at tage hånd om, hvad tjenestens egne regler forbyder, siger advokat John Carr fra firmaet til The Guardian.

I midten af september begik en 31-årig italiensk kvinde selvmord, efter at hun havde kæmpet for at få fjernet en sexvideo fra internettet.

Hun havde et år forinden delt en sexvideo med nogle venner. Den endte på sociale medier. Senere fik hun ved en italiensk domstol videoen forbudt og fjernet fra sociale medier - dommen gjaldt blandt andet Facebook.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.