Bilfri søndag i København er aflyst
Partierne på Københavns Rådhus har valgt ikke at afsætte de 4,7 millioner kroner, som bilfri søndag vil koste.
Et flertal på Københavns Rådhus har valgt ikke at sætte penge af til at give københavnerne en dag uden biler i byens gader.
Et flertal på Københavns Rådhus har valgt ikke at sætte penge af til at give københavnerne en dag uden biler i byens gader. Foto: Colourbox/Free


Københavnerne får alligevel ikke en bilfri søndag til september, selv om et flertal af partierne på Københavns Rådhus har været for idéen.

Det står klart efter forhandlinger blandt partierne om fordelingen af 585 millioner kroner, der var i overskud fra sidste års budget.

Arrangementet var ellers planlagt til den 18. september og ville ifølge kommunens Teknik- og Miljøforvaltning have kostet 4,7 millioner kroner.

Pengene skulle være brugt på skiltning og afspærring. Men de konservative har ifølge DR P4 København sat en fod i døren.

- Der er ikke sat en eneste krone af til at afholde bilfri søndag, siger Jakob Næsager, leder af de Konservative i København, til DR P4 København.

Partiet brugte sin vetoret i forhandlingerne om økonomien til projektet og har dermed foreløbigt sat en stopper for planerne.

Partierne bag aftalen er Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre, SF, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.

Enhedslisten har som eneste parti stået uden for forhandlingerne.

Partiets teknik- og miljøborgmester, Morten Kabell, er ærgerlig over, at den bilfri søndag er aflyst. Han havde set frem til, at københavnerne for en dag kunne opleve byens gader uden biler.

- Socialdemokraterne proklamerede jo så flot, at man havde taget ja-hatten på i forhold til bilfri søndag, men den må være væltet af, mens de blev trukket til højre af partier i den blå blok, skriver han i en mail til pressen.

Han understreger, at der fortsat er mulighed for at gennemføre arrangementer i mindre skala på den valgte dato, der altså er den 18. september.

Aftalen om som forsøg at holde en bilfri søndag i hovedstaden blev stemt igennem i Borgerrepræsentationen tilbage i oktober.

Dengang lagde Venstre ikke stemmer til aftalen. Partiet finder, at der i forvejen er for mange dage, hvor Københavns gader er spærret af på grund af store begivenheder, herunder sportsarrangementer.

 

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.