Bertel Haarder er klar til at fratage imamer vielsesret
Samfundet skal ikke tildele hadprædikanter den autoritet, der ligger i at kunne vie par, mener minister.
Kultur- og kirkeminister Bertel Haarder (V) vil blandt andet undersøge om man kan fratage radikale imamer deres vielsesmyndighed - og helt undlade at tildele den i første omgang. Her ses ministeren i midten sammen med Eva Kjer Hansen (V) og finansminister Claus Hjort Frederiksen (V).
Kultur- og kirkeminister Bertel Haarder (V) vil blandt andet undersøge om man kan fratage radikale imamer deres vielsesmyndighed - og helt undlade at tildele den i første omgang. Her ses ministeren i midten sammen med Eva Kjer Hansen (V) og finansminister Claus Hjort Frederiksen (V). Foto: Rasmus Flindt Pedersen/Polfoto


Kultur- og kirkeminister Bertel Haarder (V) er klar til at bruge hele værktøjskassen i kampen mod de radikale imamer, hvis virke i Danmark senest er dokumenteret af TV2 i serien "Moskeerne bag sløret."

Blandt andet vil han se på, om det kan lade sig gøre at fratage de ekstreme imamer retten til at vie folk, og det bør efter ministerens mening også være muligt at fratage vielsesbemyndigelsen igen, hvis en imam eller andre prædiker had.

- Vi vil ikke have, at man udstyrer hadprædikanter med vielsesmyndighed, som giver dem autoritet over for unge par, som de derefter fortæller de mærkeligste ting til - kvindeundertrykkende og det, der er er værre, siger Bertel Haarder.

- Vi vil også se på, hvordan man kan fratage for eksempel en imam vielsesmyndigheden, hvis han ikke lever op til almindelige værdighedskrav.

Kultur- og kirkeministeren vil også se på reglerne for godkendelse af udenlandske prædikanter, og han har også kig på tildelingen af folkeoplysningsmidler.

- Vi vil ikke være til grin for vores egne penge, siger Bertel Haarder.

- Vi skal eftersøge alle muligheder, men vi skal samtidig bevare retsstaten og respektere grundloven. Det er meget afgørende, for det er jo det, vi vil beskytte imod rabiate fanatikere. Så skal vi jo ikke give køb på de principper.

Ministeren skal onsdag mødes med lederne af Folketingets partier, hvoraf mange allerede er kommet med en række forslag til, hvordan man kan bekæmpe ekstremistiske prædikanter.

Spørgsmål: Er der noget af det, du har hørt blandt de forslag, der efter din vurdering er at gå for langt?

- Ja, hvis Justitsministeriet siger, at man ikke kan lukke Grimhøjmoskeen, så kan man ikke lukke Grimhøjmoskeen. Der skal være lov og ret her i landet, siger Haarder.

Grimhøjmoskeen, der ligger i Aarhus, var central i TV2's dokumentarudsendelser. Her blev blandt andet vist klip med foredragsholdere i moskeen, der rådede til at slå børn, og det blev også sagt, at kvinder ikke må arbejde sammen med mænd.

Haarder anser radikalisering for at være et stort integrationsproblem i Danmark.

- Når imamer fortæller unge par, at kvinden ikke må arbejde på arbejdspladser, hvor der er fremmede mænd, er det det samme som at sige, at kvinder ikke skal arbejde.

- Det kan måske forklare, at kun cirka 20 procent af alle syriske, somaliske og palæstinensiske kvinder arbejder i Danmark. Det skaber grobund for parallelsamfund, siger Bertel Haarder.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.