Berlusconi har klaret hjerteoperation uden problemer
Den 79-årige tidligere italienske premierminister blev tirsdag opereret i hjertet og alt er gået godt.
Den tidligere italienske premierminister Silvio Berlusconi blev tirsdag opereret i hjertet og alt er gået godt.
Den tidligere italienske premierminister Silvio Berlusconi blev tirsdag opereret i hjertet og alt er gået godt. Foto: Angelo Carconi/AP


Tirsdag morgen blev den 79-årige Silvio Berlusconi opereret på San Raffaele hospitalet i Milano, hvor han skulle have en ny hjerteklap.

Nu er operationen overstået, og alt er forløbet som det skulle, skriver flere udenlandske nyhedsbureauer.

- Operationen blev afsluttet lidt over middag, og der var ingen komplikationer i operationsstuen, lyder det i en erklæring fra hospitalet, hvor det bliver tilføjet, at Berlusconi er blevet overført til en intensiv afdeling.

Den tidligere italienske premierminister lider af "alvorlig aortainsufficiens" - utæt hjerteklap mellem venstre hjertekammer og hovedpulsåren - og for fire dage siden blev han indlagt med hjertesvigt på hospitalet.

Operationen varede omkring fire timer og var ikke ufarlig. Inden operationen oplyste hans læge Alberto Zangrillo, at der ville være to procent risiko for en dødelig udgang.

Uden et kirurgisk indgreb vil der dog, ifølge lægerne, være ti procent risiko, for at Berlusconi vil dø inden udgangen af 2016.

Operationen blev gennemført af Ottavio Alfieri, som leder ​​hospitalets afdeling for hjertekirurgi.

Og det var ikke uden bekymringer, at den skandaleombruste politiker lagde sig på operationsbordet, lod han forstå på Facebook mandag:

- Naturligvis er jeg bekymret. Men jeg er også meget rørt over de mange tilkendegivelser, støtte og hengivenhed, som jeg har modtaget - selv fra politiske rivaler.

Berlusconi forventes at tilbringe flere dage i intensiv pleje og flere uger på hospitalet i alt.

Allerede for ti år siden blev han ramt af et hjerteanfald og har siden haft en pacemaker. Den blev udskiftet i slutningen af sidste år.

Berlusconi stod i spidsen for Italien som premierminister i fire perioder. Første gang, han satte sig på posten, var i 1994. Sidste gang var fra 2008 til 2011.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.