Bavarian Nordic laver milliardaftale om HPV-vaccine
Medicinalselskabet Bavarian Nordic har indgået en stor aftale med Janssen om udvikling af en HPV-vaccine.
Bavarian Nordic har udvidet aftalen med medicinalselskabet Janssen med en vaccine mod HPV.
Bavarian Nordic har udvidet aftalen med medicinalselskabet Janssen med en vaccine mod HPV. Foto: Bavarian Nordic/free


Danske Bavarian Nordic har endnu en gang trykket hånd med det internationale medicinalselskab Janssen om et samarbejde. Denne gang om udvikling af en HPV-vaccine. Det skriver Bavarian Nordic via fondsbørsen.

Aftalen indebærer, at Janssen må bruge Bavarian Nordics såkaldte MVA-BN-teknologi til at udvikle en HPV-vaccine. Samlet kan Bavarian Nordic tjene 171 millioner dollar på aftalen svarende til 1,2 milliarder danske kroner.

- Vi er utroligt glade for, at vi kan udvide vores samarbejde med Janssen til også at omfatte en mulig vaccine mod HPV. Det er en signifikant mulighed for at ændre hele den måde, hvorpå vi behandler kræft udløst af HPV, skriver Paul Chaplin, administrerende direktør for Bavarian Nordic, i meddelelsen.

Den vaccine, Janssen nu vil udvikle, skal forhindre udvikling af kræft hos personer med kronisk HPV. Det er en tilstand, der risikerer at udløse livmoderhalskræft og hoved- og halskræft.

Hvis lægemidlet får succes og kommer på markedet, vil Bavarian Nordic få encifrede royalties fra salget af vaccinen.

Aftalen er en udvidelse af en tidligere, stor aftale om udvikling af en vaccine mod ebola, som Bavarian Nordic har med Janssen. Bavarian Nordics teknologi har vist, at den kan forbedre og styrke vacciner. Derfor købte Janssen sig samtidig retten til at udvikle vacciner mod tre andre sygdomme end ebola. HPV er en af disse.

- Vores teknologi blev bekræftet af de store aftaler, vi har lavet om ebola og prostatakræft. Denne her aftale understreger Janssens interesse i at arbejde videre med vores teknologi. Så det er en blåstempling, siger finansdirektør Ole Larsen, Bavarian Nordic.

Den potentielle HPV-vaccine er stadig kun testet i dyreforsøg, og Ole Larsen forventer, at det vil tage fem-ti år, før en endelig vaccine er på plads.

Bavarian arbejder på at lave data til de to resterende sygdomsområder, Janssen har kontrakt på.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.