Ballet-Bosse får endnu et formandskab
Den tidligere Tryg-direktør skal skabe større forståelse for Europa og EU i Danmark.
Stine Bosse bliver ny formand for Europabevægelsen.
Stine Bosse bliver ny formand for Europabevægelsen. Foto: Pressefoto/free


Stine Bosse, der i mange år var topchef i forsikringskoncernen Tryg, er blevet valgt til formand for Europabevægelsen, der arbejder for et stærkere europæisk samarbejde.

Hun afløser Anne E. Jensen, der i mange år sad i Europaparlamentet for Venstre, men ikke genopstillede ved det seneste valg.

Stine Bosse ser ifølge en pressemeddelelse valget som en stor ære.

- Danmark i EU er ikke et projekt, der retter sig særligt til min generation. Nej, det retter sig mod vore børn og vore børnebørn. De skal have et Europa, der arbejder sammen, udtaler hun i pressemeddelelsen.

Hun mener, at Europabevægelsen har en stor opgave foran sig.

- Vi skal turde være kritiske overfor EU, når det er nødvendigt, men vi må ikke glemme, at fundamentet for det Europa, vi ønsker for fremtiden, er grundfæstet i EU samarbejdet.

- Derfor skal vi i Europabevægelsen sikre, at myter og andre fejlslutninger om det europæiske fællesskab bliver afmonteret, så snart de rammer nyhedsfladen, siger hun i pressemeddelelsen.

Europabevægelsen informerer både om EU og Europarådet, og ud over sit informations- og undervisningsarbejde uddeler bevægelsen blandt andet prisen "Årets Europæer".

Stine Bosse er i dag professionelt bestyrelsesmedlem.

Mest profileret er hendes post som formand for Det Kongelige Teater, men hun sidder også i bestyrelsen for den store tyske finanskoncern Allianz, det norske investeringsselskab Aker, TDC, tænketanken Concito og færøsk-danske Banknordik.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.