Taxikrig
Afgørelsens stund er nær: I dag kan blive skæbnedag for Uber
I dag begynder retssager, som definitivt afgør, om det er lovligt eller ulovligt at køre for Uber. Taxi-chauffører har ønsker til Ubers fremtid i Danmark.
Taxichauffører har længe protesteret kraftigt mod Uber som her under en demonstration for et år siden. Nu bliver det snart endeligt afgjort, om Ubers chauffører kører ulovligt.
Taxichauffører har længe protesteret kraftigt mod Uber som her under en demonstration for et år siden. Nu bliver det snart endeligt afgjort, om Ubers chauffører kører ulovligt. Arkivfoto: Emil Hougaard/Scanpix


I dag begynder to retssager i Østre Landsret i København. De kommer til at afgøre, om det er lovligt eller ej at køre for omdiskuterede Uber.

Dommene får afgørende betydning for, om Uber kan fortsætte med at have omkring 1.800 mennesker til at køre rundt for sig i Storkøbenhavn.

Lige siden Uber kom til Danmark i slutningen af 2014, har kritikken haglet ned over selskabet. Kritikerne mener, at Uber bedriver taxikørsel uden at leve op til taxi-lovene og på den måde tager brødet ud af munden på taxichauffører og den etablerede taxibranche. 

I sommer fik kritikerne opbakning i Københavns Byret. Her blev seks Uber-chauffører idømt bøder på mellem 2.000 og 6.000 kroner for ulovligt at virke som taxichauffører - altså piratkørsel.

Det er to af disse domme fra byretten, som Østre Landsret nu skal tage stilling til.

Hvis dommene i Østre Landsret går Uber-chaufførerne imod, vil de få afgørende betydning. For dommene kan ikke ankes.

Taxichauffører krydser fingre

Blandt taxichauffører er der ingen tvivl om, hvad man krydser fingre for.

"Det må meget klart forventes, at Østre Landsret stadfæster dommen over to af de seks dømte taxipirater, der modtog deres domme den 8. juli i år," skriver Søren H. Nicolaisen i en pressemeddelelse.

Han er taxichauffør og formand for foreningen Taxiførere i Danmark (TiD).
Han understreger, at konkurrence fra Uber og lignende tjenester er velkommen under den klare forudsætning, at Uber og dets chauffører overholder lovgivningen.

Uber må tænke nyt

Hvis dommene i landsretten går Uber imod, må Uber tænke nyt. Det mener Søren H. Nicolaisen:

"Uber har andre platforme at arbejde på for eksempel platformen Uber-X, hvor man i stedet for pirattaxier, bruger lovlige taxier. Således fastholdes teknologien, og kørslerne foregår tillige på lovlig vis, i korrekt forsikrede og godkendte biler," erklærer han i pressemeddelelsen.

Han lægger dermed op til, at der i Danmark kan ske den samme udvikling som i Sverige. Her har Uber efter en række domme opgivet at have privatbilister til at køre rundt som chauffører via platformen Uber-pop. I stedet driver Uber via platformen Uber-X et regulært taxiselskab.

Kræver straks-indgreb

Hvis Uber trods domme i landsretten fortsætter sit virke uændret, må der straks gribes ind, mener Søren H. Nicolaisen.

"Hvis Uber fortsætter med at formidle illegale kørsler, må der appelleres til, at civilretten foretager et midlertidigt stop for brug af Ubers app."

"En retsstat kan ikke på tredje år leve med, at en virksomhed konsekvent nægter at følge landets love," skriver Søren H. Nicolaisen.

 

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.