En lang række lokalformænd i de tre regeringspartier bakker op om et forslag fra Enhedslisten om, at partierne bør fritstille folketingsmedlemmerne, når offentlighedsloven skal til afstemning, skriver Politiken.
Politiken Research har lavet en rundspørge blandt 289 lokalformænd i S, R og SF, og ud af de 116, der har deltaget, er det de 66,7 procent, der svarer ja til, at folketingsmedlemmer bør fritstilles, så de ikke er tvunget til at følge partilinjen.
På modsat hold er der 18,4 procent, der svarer nej på spørgsmålet, mens resten enten er i tvivl eller ikke ønsker at svare.
En af dem, der går ind for fritstilling, er lokalformand fra Det Radikale Venstre i Aalborg, Keld Kollerup Kvist.
- Jeg mener, vi har et problem i demokratiet med de regler, der er på vej, siger han til Politiken.
Ifølge Aalborg-formanden bør paragrafferne 24 og 27.1, der indskrænker mulighederne for aktindsigt i visse dokumenter i centraladministrationen, skrottes.
Den radikale leder, økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager, ønsker overfor Politiken ikke at forholde sig til opfodringen, men henviser i stedet til gruppesekretær Rasmus Helveg Petersen.
- Vi har taget beslutningen om at stemme for offentlighedsloven som gruppe og kommer til at stemme for som gruppe, og derfor har vi ikke haft nogen debat om emnet fritstilling, siger han til Politiken.
En rundspørge foretaget af Jyllands-Posten for et par uger siden blandt de samlede lokalformænd viser en massiv modstand i indsnævringen af aktindsigt.
Her var det 75 procent af de 157 deltagere, der var imod regeringens paragraf 24 om at lukke for aktindsigt i korrespondance mellem ministerier og mellem et ministerium og en styrelse.
Morten Bødskov ønsker ikke at forholde sig til opfordringen om fritstilling overfor avisen. Det samme gælder for gruppeformand Henrik Sass Larsen (S) og gruppeformand Anne Baastrup (SF).
/ritzau/