Ayatollah Khomeinis barnebarn vil være politiker
Hassan Khomeini vil ind i politik. Den 43-årige præst med den berømte bedstefar stiller op til valg i februar.
Afdøde ayatollah Khomeini har været død siden 1989, men han spiller stadig en stor rolle i Iran. Her hænger han på væggen til venstre under en oliekonference i Teheran i november.
Afdøde ayatollah Khomeini har været død siden 1989, men han spiller stadig en stor rolle i Iran. Her hænger han på væggen til venstre under en oliekonference i Teheran i november. Foto: Vahid Salemi/AP


Når vælgerne i Iran den 26. februar 2016 skal vælge nye medlemmer af Eksperternes Forsamling, har en af kandidaterne et berømt efternavn, nemlig Khomeini.

Det er den 43-årige præst Hassan Khomeini, som ifølge nyhedsbureauet Isna har besluttet at stille op, da han har fået en bred opbakning.

Han er barnebarn af den noget mere kendte ayatollah Ruhollan Khomeini, grundlægger af den islamiske stat Iran.

Han stod i spidsen for den revolution, der i 1979 væltede shahen.

Ayatollah Khomeini døde i 1989.

- Efter at der har været massive opfordringer fra forskellige grupper og efter konsultationer med forskellige personer, har Hassan Khomeni besluttet at lade sig registrere til valget til Eksperternes Forsamling, citerer Isna et andet familiemedlem - Seyed Ali Khomeini - for at sige.

Hassan Khomeini regnes for at tilhøre den iranske reformfløj. Han har tætte bånd til denne fløjs mest fremtrædende person, Mohammad Khatami, der var præsident fra 1997 til 2005.

Eksperternes Forsamling har 86 medlemmer, der har til opgave at overvåge og følge Irans øverste leders arbejde. Det er i øjeblikket den 76-årige ayatollah Ali Khamenei.

I teorien kan Eksperternes Forsamling afsætte den øverste leder og udpege en ny. Det er også forsamlingen, der skal finde en afløser, hvis den øverste leder dør.

Medlemmerne vælges af de iranske vælgere til en periode på otte år. Men kandidatlisten er på forhånd godkendt af et andet magtfuldt organ, nemlig Vogternes Råd.

Både forsamling og råd domineres ifølge iagttagere af det iranske system af konservative kræfter.

Hassan Khomeini er i øvrigt ikke ayatollah Khomeinis eneste barnebarn. Der er 15 stykker, men den måske kommende kandidat til Eksperterens Forsamling er den mest kendte.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.