Avis: S-profil slået ned under EM-kamp i København
Socialdemokraten Morten Bødskov blev tirsdag aften slået i tindingen, da han overværede fodboldkamp.
Flere kilder siger til Ekstra Bladet, at Socialdemokraternes erhvervsordfører, Morten Bødskov, blev slået ned under et EM-arrangement på Islands Brygge i København.
Flere kilder siger til Ekstra Bladet, at Socialdemokraternes erhvervsordfører, Morten Bødskov, blev slået ned under et EM-arrangement på Islands Brygge i København. Foto: Scanpix arkiv


Den tidligere justitsminister Morten Bødskov (S) blev tirsdag aften overfaldet i forbindelse med overværelsen af en EM-kamp på storskærm, oplyser Københavns Politi.

- Det er rigtigt, at han er blevet slået ude på Islands Brygge, og at politiet har optaget en anmeldelse for vold mod tjenestemand, lyder det fra politiets presseafdeling.

Her ønsker man dog ikke umiddelbart at gå i nærmere detaljer om, hvad der præcist skal være sket.

Om episoden fortæller Bødskov selv, at han sad og fulgte med i EM-kampen, da han blev antastet af en ukendt mand.

- Han sætter sig meget målrettet lige ved siden af mig og begynder at spørge, om det ikke er mig, der er tidligere justitsminister, og om jeg ikke er socialdemokrat, siger Morten Bødskov til Ekstra Bladet.

Den tidligere justitsminister svarede efter eget udsagn bekræftende på mandens spørgsmål, hvorefter han spurgte yderligere ind til Socialdemokraternes politik.

- Så rejser han sig lynhurtigt op og siger noget i retning af, at "det her er for Morin eller Moril", og så slår han mig ret hårdt med knytnæveslag i tindingen, og så løber han ned ad afsatsen, fortæller Bødskov.

- Jeg har meget ondt i hovedet, tilføjer han.

Det er ikke første gang, at en folkevalgt er blevet overfaldet.

Eksempelvis blev folketingspolitikeren Rasmus Jarlov (K) udsat for vold, da han i januar 2014 mødte op til en demonstration mod salget af Dong på Christiansborg Slotsplads.

Tidligere i år kostede overfaldet - som angiveligt blot var et skub - en mand i midten af 20'erne tre måneders fængsel.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.