Avis: Bendtner kan være på vej til Tyrkiet
BT skriver, at Galatasaray ønsker at købe Nicklas Bendtner. Både Wolfsburg og Bendtner er klar til forhandling
Nicklas Bendtner skifter muligvis Wolfsburg ud med Galatasaray.
Nicklas Bendtner skifter muligvis Wolfsburg ud med Galatasaray. Foto: Federico Gambarini/AP


Den danske landsholdsangriber Nicklas Bendtner kan være på vej mod at skifte tyske Wolfsburg ud med den tyrkiske storklub Galatasaray.

Tyrkerne har hvert fald rettet henvendelse til Wolfsburg og tilkendegivet, at man ønsker at købe danskeren. Det skriver BT.

- BT har set dokumenter, der bekræfter, at den tyrkiske storklub Galatasaray har rettet henvendelse til Wolfsburg med ønsket om at købe den danske landsholdsangriber, og både sportsdirektør Klaus Allofs og Nicklas Bendtner skal have accepteret at indgå forhandlinger, skriver avisen.

Parterne har dog travlt, hvis en aftale skal nå at komme på plads, inden transfervinduet lukker ved udgangen af august.

Ifølge avisens oplysninger ønsker tyrkerne at tilknytte Nicklas Bendtner på en treårig kontrakt.

Sidste sommer skiftede Nicklas Bendtner til Wolfsburg fra Arsenal.

Den første sæson i Tyskland blev ingen stor succes, men efter sommerpausen har Bendtner både scoret i Bundesligaen, lige som han med en sen udligning og det afgørende mål i straffesparkskonkurrencen var med til at sikre Wolfsburg en Super Cup-triumf mod Bayern München.

Så sent som fredag aften fik Bendtner de sidste 11 minutter på banen i Wolfsburgs 3-0-sejr over Schalke 04 i Bundesligaen.

Bendtner er med i den danske landsholdstrup, som fra mandag samles i Helsingør og indleder forberedelserne mod den vigtige EM-kvalifikationskamp fredag mod Albanien.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.