Autotransporter i flammer forstyrrer trafik på motorvej
Bilister, der kører i retning mod Jylland, kan kun køre i én vognbane, oplyser Fyns Politi på Twitter.
Arkivfoto: Dennis Lehmann/Scanpix


En brand er brudt ud på en lastbil, der transporterer biler på ladet, på motorvej E20.

Derfor blev motorvejen spærret tidligt torsdag morgen i vestgående retning, oplyser Fyns Politi.

Klokken 06 er der dog blevet åbnet for trafik i én vognbane.

- Der åbnes nu for trafik i en vognbane forbi brandstedet. Efter morgentrafikken vil autotransporteren blive fjernet med kran, skriver politiet på Twitter.

Bilister, der har planer om at køre til Jylland ad motorvejen, er tidligere blevet opfordret til at dreje af ved afkørsel 52, Odense SV.

- En bil på ladet af en autotransporter er brudt i brand på motorvejen. Vi ved ikke hvorfor, men der er blevet spærret af, mens ilden slukkes, sagde vagtchef Lars Thede til Ritzau tidligere på morgenen.

- Vi skal have slukket branden helt og flyttet køretøjet. Det arbejder vi på.

Lastbilen kørte med fire biler på ladet i to lag. Både hænger og biler er udbrændte.

Der er ikke tale om et uheld, og hverken lastbilchaufføren eller andre har været i fare i forbindelse med branden.

Trafikken i modsat retning mod Sjælland skulle ikke være berørt af situationen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.