Australien: IS kan lave stor "beskidt bombe"
Ifølge den australske udenrigsminister har Islamisk Stat fået fat i radioaktivt materiale.
Militante fra Islamisk Stat har anvendt klorgas og har mange veluddannede teknikere med forstand på kemiske våben, siger Australiens udenrigsminister. Militante fra Islamisk Stat har anvendt klorgas som våben og rekrutterer veluddannede teknikere i et forsøg på at udvikle kemiske våben, siger Australiens udenrigsminister, Julie Bishop. (AP/POLFOTO)
Militante fra Islamisk Stat har anvendt klorgas og har mange veluddannede teknikere med forstand på kemiske våben, siger Australiens udenrigsminister. Militante fra Islamisk Stat har anvendt klorgas som våben og rekrutterer veluddannede teknikere i et forsøg på at udvikle kemiske våben, siger Australiens udenrigsminister, Julie Bishop. (AP/POLFOTO) Foto: Rodrigo Abd/AP


Den ekstremistiske bevægelse Islamisk Stat (IS) menes at have tiltusket sig radioaktivt materiale fra hospitaler og forskningscentre i byer, som gruppen har erobret i Irak og i Syrien.

Det siger Australiens udenrigsminister, Julie Bishop, i et interview med avisen The Australian.

Udenrigsministeren baserer ifølge avisen sine udtalelser på informationer fra det australske forsvarsministerium samt landets handels- og udenrigsministerium.

IS' besiddelse af radioaktivt materiale får hende til at frygte, at den militante gruppe vil udvikle en stor såkaldt beskidt bombe. Det er ikke en decideret atombombe, men en bombe, der indeholder både radioaktivt materiale og konventionelt sprængstof.

Når den type bomber sprænges, vil der ud over de umiddelbare skader også blive spredt radioaktivt materiale, og det kan være vanskeligt at forudsige følgerne af et angreb med en beskidt bombe.

- Det er derfor, at det er så vigtigt at forhindre Daesh (et andet navn for IS, red.) i at erobre nyt territorium, siger Julie Bishop til The Australian.

- Oprørerne nøjedes ikke med bare at tømme bankerne for penge, fortsætter hun.

Så sent som fredag gav Julie Bishop udtryk for sin bekymring over, at militante fra IS har anvendt klorgas som våben og desuden rekrutterer veluddannede teknikere i et forsøg på at udvikle kemiske våben.

Det skete i forbindelse med et møde i den såkaldte Australia Group - et internationalt forum med repræsentanter fra omkring 40 lande.

- Dette er noget, der virkelig bekymrer de andre lande, siger Julie Bishop til The Australian.

Klorgas er et kvælningsmiddel, og dets brug som kemisk våben går tilbage til Anden Verdenskrig. Det blev forbudt i Den Kemiske Våbenkonvention fra 1997.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.