Ejerne af Hasle Camping på Bornholm er lige blevet dømt til at skulle betale 1,3 millioner kroner i bøder. Men derudover skal de også hoste op med en klækkelig erstatning på op mod 700.000 kroner.
Det mener Ehwan Acuña Pabuaya. Han er den ene af to filippinere, som ægteparret Kim Søren og Ulla Lind Pedersen lige er blevet dømt for at have udnyttet.
- Retfærdigheden er næsten sket fyldest. Men jeg er ærgerlig over, at jeg nu skal rejse fra Filippinerne til Danmark igen for at få erstatning, siger Ehwan A. Pabuaya.
Retten i Rønne fandt campingparret skyldige i åger - grov udnyttelse af andre. Men retten tilkendte ikke Ehwan A. Pabuaya den erstatning på 695.867 kroner, som han havde ønsket.
- Jeg levede og arbejdede nærmest som en slave, mens jeg var på Hasle Camping. Hvis jeg havde vidst, at det var sådanne forhold, jeg skulle arbejde under, så var jeg aldrig kommet til Danmark, siger Ehwan A. Pabuaya.
3F: Vi bliver ved
Fagforeningen 3F Bornholm har hjulpet Ehwan A. Pabuaya gennem hele sagen mod ejerne af Hasle Camping. Herfra siger faglige sekretær Jonna Nielsen:
- Det er så groft, hvad Ehwan har været udsat for, at vi vil forfølge denne her sag, så langt vi overhovedet kan. Vi vil gå efter at få tilkendt en erstatning, som kommer op i nærheden af de 700.000 kroner.
3F Bornholms krav om erstatning bunder i beregninger af, hvor mange timer Ehwan A. Pabuaya har arbejdet. Og hvor meget han i givet fald skulle have haft, hvis han havde været på 3F's overenskomst.
Dyr omgang
Alt i alt kan det blive en meget dyr omgang for ejerne af Hasle Camping, at de har haft to filippinere til at arbejde ulovligt for sig. Ikke nok med at de måske kommer til at betale erstatning.
Ud over det er de dømt til at skulle betale 1,3 millioner kroner i bøder til statskassen. Samt 70.000 kroner i sagsomkostninger.
Dertil kommer, at parret hver især skal aftjene 120 timers samfundstjeneste, og at de har fået et halvt års betinget fængsel på straffeattesten.
Adspurgt om en kommentar siger den ene af de dømte Kim Sørensen til Avisen.dk:
- Vi har ingen kommentarer. Nu vil vi tage stilling til, om vi skal anke dommen.
Campingråd: 'Helt uacceptabelt'
Campingrådet er en paraplyorganisation for campingpladser i Danmark. Her ser man med stor skepsis på, hvad filippinerne har været udsat for på Hasle Camping.
- Det er helt uacceptabelt den måde, man har behandlet de to filippinere på, siger Poul Fejer Christiansen til Avisen.dk, og fortsætter:
- Vi gør på campingpladserne meget ud af, at der er ordnede forhold for de ansatte. Og Campingrådet siger altid til pladserne, at de skal tage godt imod, når fagbevægelsens Jobpatrulje kommer rundt.