Danmark følger blindt i hælene på USA i sin politik over for Syrien.
Sådan lyder anklagen fra Syriens præsident, Bashar al-Assad, i et interview med TV2.
- Fordi hele Europa følger USA, har de europæiske lande været fraværende på det politiske landkort siden 2003 efter invasionen af Irak. De følger ikke deres egen politiske kurs, siger Assad til TV2 Nyhederne.
- De har ikke taget deres egen vej rent politisk, siger den syriske præsident.
Regeringen fik i marts opbakning fra et bredt flertal i Folketinget til at sende danske F-16-fly til operationer i Syrien.
Danmark deltog allerede med USA og en række andre lande i bekæmpelsen af Islamisk Stat i Irak, men det var nyt, at Danmark også gik i aktion i Syrien.
Flere nødhjælpsorganisationer og politikere beskylder det syriske regime for at stå bag gentagne angreb på hospitaler og civile i den oprørskontrollerede, østlige del af Aleppo.
Bashar al-Assad siger til TV2, at han ikke blåstempler angreb på hospitaler og civile mål.
- Hvordan kan jeg stadig sidde som præsident, hvis det er sandt, at den syriske hær virkelig slår civile ihjel, bomber hospitaler og begår alle disse overgreb? Jeg er ikke Superman, siger han.
- Hvis ikke jeg havde støtten fra det syriske folk, ville jeg jo ikke sidde her. Og fordi jeg har støtten fra folket, så vil jeg også beskytte det syriske folk. På den måde kan vi tilbagevise alle disse anklager.
Den danske udenrigsminister siger i et interview med TV2 News, at der er tale om ren manipulation.
- Vi ved, at der bliver bombet i Aleppo. Og dem, der bliver ramt, er Assads modstandere. Han burde pakke sin kuffert og komme væk i stedet for at klamre sig til magten på bekostning af den syriske civilbefolkning, siger Kristian Jensen (V).
- Han står bag vedvarende og gentagne angreb, som rammer hospitaler, som skal sikre liv i Aleppo. Det, der foregår i Aleppo med Assad og Rusland ved roret, er forbrydelser mod menneskeheden, siger ministeren.
/ritzau/