Asbest-støv fra far kan ramme mor
Hvis ens ægtefælle har arbejdet med asbest, er der risiko for, at man udvikler lungehindekræft, hvis arbejdstøjet har været taget med hjem. Det viser ny undersøgelse.
Lungehindekræft forårsaget af asbest er mere udbredt end først antaget.
Lungehindekræft forårsaget af asbest er mere udbredt end først antaget. Foto: Colourbox


En undersøgelse af 30 kvinder i Nordjylland, der i perioden 1996-2012 fik konstateret lungehindekræft får nu Kræftens Bekæmpelse og forskerne bag til at kræve erstatning på kvindernes vegne, skriver dr.dk.

Undersøgelsen viser nemlig, at halvdelen af kvinderne sandsynligvis har fået sygdommen overført via deres ægtefæller, der har arbejdet med asbest.

"Deres mænd får erstatning, hvis de bliver syge, fordi de har været udsat for asbest. Det gør kvinderne ikke, og jeg synes, det er vigtigt at gøre opmærksom på det problem, siger Ulla Møller Weinrich, der er afdelingslæge på Aalborg Universitetshospital og én af folkene bag undersøgelsen, til dr.dk.

Jessie Bays far arbejdede i tyve år på Eternitfabrikken i Aalborg. Han kom hver dag hjem i sit arbejdstøj, der var dækket af asbest, fortæller hun til dr.dk

"Jeg har aldrig tænkt, at det kunne være farligt for min far at gå på arbejde. Jeg kan ikke selv huske det, men min mor har flere gange fortalt, at hun rystede hans tøj i køkkenet, før det skulle vaskes. Der var helt hvidt omkring hende," siger hun.

Faren døde af lungehindekræft som 52-årig, mens moren døde af et hjertestop og ikke nåede at udvikle sygdommen.

Socialdemokraterne vil have nærmere undersøgelser af årsagerne til lungehindekræft:

"Det her er første skridt på vejen til at sige, at der måske kan være helt andre sammenhænge til lungehindekræft, end vi tidligere har vidst," siger sundhedsordfører, Flemming Møller Mortensen (S) til dr.dk.

Læs mere her.

Kilde: DR.dk

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.