Arsenal skuffer hjemme med uafgjort mod Crystal Palace
Arsenal kunne ikke besejre Crystal Palace hjemme, og spillet om den vigtige tredjeplads er helt åbent.
Arsenal-træner Arsène Wenger havde sejren i sin hule hånd, men måtte se Crystal Palace udligne til slutresultatet 1-1 ni minutter før tid.
Arsenal-træner Arsène Wenger havde sejren i sin hule hånd, men måtte se Crystal Palace udligne til slutresultatet 1-1 ni minutter før tid. Foto: Tim Ireland/AP


Arsenal kunne ikke lukke kampen på hjemmebane, og i stedet fik Crystal Palace udlignet til slutresultatet 1-1 kort før tid, da de to klubber tørnede sammen i Premier League søndag.

Det blev aldrig en sindsoprivende fodboldkamp, men Arsenal sad på spil og chancer specielt efter pausen og var foran indtil ni minutter før tid, hvor Yannick Bolasie udlignede med et tørt skud.

Dermed missede Arsenal muligheden for at trække lidt væk fra Manchester City og overtage tredjepladsen, som giver direkte adgang til Champions League.

Begge mandskaber har 60 point, men City har en bedre målscore.

Foran ligger Tottenham med 65 point, mens Leicester topper med 73 point.

Arsenal havde meget spil og mange afleveringer i første halvleg, som dog var noget af en ørkenvandring i den første halve time uden store chancer eller optræk til chancer for hjemmeholdet.

Efter en halv time forsøgte Crystal Palaces Yannick Bolasie sig fra kanten af feltet med et langskud, som tvang Petr Cech i Arsenal-målet til at vise klassen.

Ti minutter senere forsøgte Arsenals Alexis Sánchez sig på et direkte frispark, men bolden gik akkurat over mål.

Tre minutter før pausen kom kampens største Arsenal-chance, da Mesut Özil efter bandespil blev sat op, men lige nøjagtig ikke kunne finde plads til at dreje bolden i mål og forbi Wayne Hennessey i Crystal Palace-målet.

I halvlegens overtid lykkedes det så for Arsenal. Crystal Palace fumlede i forsvaret og mistede bolden til Danny Welbeck, som løftede den frem til Sanchez, der headede hjemmeholdet foran 1-0.

Hos Crystal Palace erstattede Bakary Sako Mile Jedinak fra begyndelsen af anden halvleg, men gæsterne diskede ikke op med meget efter pausen.

Derimod pressede Arsenal på for den anden scoring, og Özil forsøgte sig fra distancen efter 58 minutter.

Danny Welbeck afsluttede mod målet syv minutter senere, og kort efter var det Sanchez, der var på spil med en stor mulighed.

Arsenal sad på spil og chancer i anden halvleg, hvor der blev skruet op for engagementet, men Cech måtte springe for at redde et Palace-forsøg efter et hjørnespark med et kvarter igen.

Ni minutter før tid dukkede Yannick Bolasie så op og tog et par træk og sparkede bolden ind bag Cech i Arsenal-målet, og det lykkedes ikke hjemmeholdet at slå tilbage i slutminutterne.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.