Et forsikringsselskab er lykkedes med næsten at halvere erstatningen til en arbejdsskadet. Det er sket ved hjælp af filmoptagelser, der afslører, at den arbejdsskadede løj sig mere syg, end han var, skriver Fagbladet 3F.
Ankestyrelsen har set set billederne igennem, og det har ført til, at erstatningen for tabt erhvervsevne nedsættes fra 65 procent til 35 procent. Samtidig sænkes ménerstatningen fra 15 til 10 procent. Dermed går manden samlet glip af et større beløb.
Den arbejdsskadede havde blandt andet fortalt, at han havde været nødt til at holde op med at gå til fitness. Men forsikringsselskabet har filmet ham under træning. Han havde også forklaret, at han ikke kunne tåle larm og mange mennesker. Optagelserne viser, at han slår græs med en støjende motorplæneklipper og tager til ishockey i en stor hal.
Forsikringsselskabet har desuden set på hjemmesiden for en klub, som den arbejdsskadede er medlem af. På et foto her sidder han med en øl. Han har ellers under arbejdsskadesagen fortalt, at han slet ikke tåler alkohol.
I første omgang afviste Arbejdsskadestyrelsen at se dvd'erne igennem, fordi de mente, at optagelserne kunne stride mod persondataloven.
Ankestyrelsen mener at have pligt til at se på billederne, uanset hvordan de er kommet til veje.
- Men vi er forpligtede til at spørge skadelidte eller hans fagforening eller advokat, om han har bemærkninger til optagelserne. Det er også sket i den aktuelle sag, fortæller ankechef Lisbet Jensen fra Ankestyrelsen til Fagbladet 3F.